De to album med duoen Superjeg udkom oprindeligt for tyve år siden
I dag er han blevet en slags folkeeje, og er senest blevet fortolket af en deltager i det populære TV2-program X Factor. For tyve år siden var Peter Sommer imidlertid stadig en ung, håbefuld sangskriver fra Skanderborg, som var flyttet til hovedstaden og havde dannet duoen Superjeg med vennen Carsten Valentin.
Det blev til i alt to album, Alt er ego (2002) og Øst/Vest (2003) - begge produceret af Nikolaj Nørlund og udgivet på cd via hans pladeselskab Auditorium. Og hvis dine gamle cd'er er slidt i stykker eller blevet borte, er der nu grund til at glæde sig.
Nu udkommer de to album nemlig på vinyl - "I anledning af den generelt flotte modtagelse af cd’erne og det noget nært runde udgivelsesjubilæum," som Sommer skriver på sin hjemmeside og tilføjer:
"Søren Zahle fra Communale Records har derfor sirligt sparet op til at trykke et yderst begrænset oplag af begge udgivelser på vinyl og har desuden sørget for, at et nænsomt restaureret CDRIP også bliver tilgængeligt for første gang på samtidens streamingtjenester."
De to vinyludgivelser er i handlen den 5. maj. Peter Sommer var senest albumaktuel med De uforelskede i København i foråret 2022. Få måneder forinden udgav Sommers hustru, Marianne Verge, en bog om parrets unge år i Skanderborg i 1990'erne. I den forbindelse gav de også et interview til GAFFA, som kan læses her.
Optimisten er grundstødt og snapper igen efter vejret