Det gamle østjyske kulturhus Pavillonen vil udvide markant og give plads til nye talenter
Hvis man er vokset op på Djursland, vil man med god sandsynlighed have haft nogle af sine første liveoplevelser på Pavillonen i Grenaa.
Spillestedet blev oprindeligt bygget i 1902 og er siden blev udbygget ad flere omgange. Det har gennem årene dannet ramme om en lang række koncerter. Fra danske navne som Kliché, TV-2, D-A-D og Kashmir - som alle optrådte i Grenaa tidligt i karrieren - til internationale attraktioner som Adam Cohen, Paul Potts og Kiefer Sutherland.
Nu har Pavillonen så afsløret fremskredne planer om en markant udvidelse af de eksisterende faciliteter, som de facto vi betyde en fordobling af spillestedets nuværende størrelse. Den planlagte udvidelse omfatter en ny kunsthal samt en café:
"Caféen skal både appellere til dem, som er kommet for at opleve et af de mange tilbud i huset, men også være et fint lille stoppested for dem, som er ude at gå en tur i de smukke omgivelser og lige vil have en pause uden at miste kontakten til naturen. Og så rummer caféen en helt ny scene, hvor de unge musikere kan vise deres talent frem," forklarer spillestedsleder Jesper Jul i en pressemeddelelse og tilføjer:
”I al ydmyghed er vores ambition, at det nye Pavillonen vil placere sig stærkt på det kulturelle landkort, som vi har set det med andre fine byggerier, i det nogle kalder vandkantsdanmark, så folk udenfor lokalområdet får lyst til at besøge os og så selvfølgelig noget, vi kan være stolte over og glæde os over som kulturelt samlingspunkt."
29. marts kl. 19.00 afholder Pavillonen et åbent arrangement, hvor fremtidsplanerne fremlægges for alle interesserede, som også er velkomne til at kommentere og komme med input til projektet.
”Det er vigtigt og godt at inddrage vores mange forskellige brugere i processen for at sikre, at vi får et nyt hus, som fungerer til de mange forskelligartede aktiviteter, vi rummer. Resultatet skal give bedre udfoldelsesmuligheder for den enkelte aktivitet. For eksempel giver den nye kunsthal mulighed for også at kunne udstille videokunst, og skulpturer og malerier slipper for at hænge en smule stedmoderligt på gangene,” udtaler Jesper Jul.
SPILLESTEDSLEDER: Fokusér på, hvad der kan gennemføres – frem for hvem der skal holdes lukket