Nyhed

ÅLLEREN: Nye sports- og kulturarenaer kommer til byen

Aalborg vil være med i klubben med byer, som kan tilbyde nogle af Danmarks største koncertoplevelser

Sports- og kulturhungrende nordjyder kan se frem til nye rammer, som skal tilbyde endnu større oplevelser i Nordens Paris. Det står klart efter et fornyligt afholdt pressemøde i Aalborg Kongres og Kulturcenter, hvor sløret blev løftet for to nye arenaer, som skal kunne huse Aalborg Håndbolds og AABs hjemmekampe i fremtiden. De nye sportsarenaer skal desuden udgøre rammerne til byens største kulturoplevelser, så Aalborg kan åbne dørene for musikglade gæster til koncerter i de helt store størrelsesordener. 

C. F. Møller Architects står bag linjerne på de kommende arenaer, og arkitekturfirmaet har tidligere stået bag Aalborg Havnefront, som blev færdigbygget med den sidste etape i 2022. Firmaet har derudover også tegnet stregerne for de gule murstensbyggerier, som siden 1931 har huset Aarhus Universitet samt Aarhus Universitetshospital.

Opførelsen af de nye arenaer kan dog betyde flyttedag for travbanen Racing Arena Aalborg, da det nye fodboldstadion kan ende med at skulle ligge på grunden. Hvor travbanen i så fald skal flyttes hen, er endnu uvist. Også området omkring Aalborg Portland Park er i spil om at huse arenaerne. 


Formand for Erhverv Norddanmark, Rasmus Haugaard, fortæller, ifølge Nordjyske, at det endnu er uvist, hvor stor en kapacitet arenaerne skal have, men refererer til DBU, som siger 30.000. Til sammenligning skal den nye AGF-hjemmebane i Kongelunden i Aarhus kunne huse 24.000 tilskuere, når der åbnes for dørene i sommeren 2026.

Kulturrådmand i Aalborg Kommune, Jes Lunde (RV), understreger, at projektet ikke skal finansieres af borgernes skattekroner, men derimod gennem investorer - eksempelvis via byggerater. Det er endnu uvist, hvornår projektet kommer til at stå færdigt, men borgmester Lasse Frimand nævner en tidshorisont på fem til 10 år ifølge Nordjyskes liveblog. 

 


LÆS OGSÅ: SKANDERBORG KOMMUNE: Børn i daginstitutioner møder kulturen på højt niveau

 

 


ANNONCE