Nyhed

FOR FØRSTE GANG I FEM ÅR: The National spiller stor dansk arenakoncert

Det amerikanske rockband har ikke spillet en dansk indendørskoncert siden 2019

De har forkælet deres fans med ikke mindre end to nye album i år. Nu kan danske fans glæde sig endnu mere, når The National vender tilbage til Danmark – denne gang i et stort arena-koncertformat.

Tirsdag den 6. august 2024 indtager The National således Royal Arena for første gang siden 2019, hvor de leverede en femstjernet præstation ifølge GAFFAs anmelder Christoffer Dall.

Selvom det er fem år siden, fans sidst har kunnet opleve det populære band i indendørs omgivelser, har The National ikke glemt deres danske publikum. Tværtimod skal vi blot skrue tiden et år tilbage til 2022, hvor de spillede på den københavnske festival Syd For Solen. Også her var GAFFA til stede, denne gang med anmelder Mie Lykke Sørensen, som kvitterede med fulde seks stjerner under titlen Masseterapi under bøgekronerne.  


”Men det er altså også Berningers smittende og finurlige karisma, der denne aften har stor del i ansvaret for at gøre denne koncert til en mindeværdig en af slagsen. Blandt andet gennem hans dybe og hviskende fremførelse af sangene, der ikke vidner om noget stort sangtalent, men som kan noget, der er endnu vigtigere. Nemlig skabe stemninger. Og fortælle historierne, så man tror på dem. Og det kunne han. Som når han imellem sangene kiggede med et filosofisk blik ud over publikum og mumlede uvisse ord mellem de musikalske overgange for senere at lukke øjnene og kærtegne mikrofonen, mens han hviskede linjerne til ”This Is The Last Time”,” hed det blandt andet i anmeldelsen.

Tilbage i april måned udgav The National deres niende album First Two Pages of Frankenstein, der havde både Sufjan Stevens, Phoebe Bridgers og Taylor Swift med som gæstesolister. Fem måneder senere, i september, overraskede The National ved at udgive endnu et album, Laugh Track, som igen havde Phoebe Bridgers med – denne gang i selskab med Rosanne Cash og Bon Iver. Albummet modtog fire stjerner af GAFFAs Nicklas Christensen, som kaldte det en auditiv fortsættelse af Frankenstein, både på godt og ondt.

Laugh Track fortsætter da også auditivt dér, hvor Frankenstein gav slip, lykkes med flere af de samme ting og lider af de samme skavanker. Man fornemmer givet en anelse mere rendyrket, rocket vivacitet på den lydmæssige "Don't Swallow the Cap"-tribut "Deep End (Paul's In Pieces)", med lidt god velvilje mærker man anstrøg af High Violet på "Turn off the House", og den bølgende, otte minutter lange "Smoke Detector" (gruppens længste studie-værk nogensinde) antyder en råhed, man skal tilbage til Alligator for at finde. Men ligesom på forgængeren er det meste mageligt, stilsikkert – og vellykket,” lød Christensens vurdering.


Det officielle billetsalg til The Nationals koncert i Royal Arena starter den 17. november klokken 10 via Ticketmaster.

Monstrøst modne og magelige The National er som genskabte

ANNONCE