Nyhed

Lenny Kravitz kommer til Danmark

Den amerikanske halvfemser-helt kommer til landet tre måneder efter sin 60 års fødselsdag

Tilbage i oktober annoncerede Lenny Kravitz den forestående udgivelse af Blue Electric Light - den i dag 59-årige sangskriver og musikers første udspil siden Raise Vibration fra 2018.

Tidligere på måneden kunne man nyde Kravitz som gæst på den sydkoreanske DJ Peggy Gous nye single ”I Believe In Love Again” - og nu er der så (endnu) mere godt nyt til overvintrede fans af Kravitz, som opnåede stjernestatus med sine tre første album Let Love Rule (1989), Mama Said (1991) og Are You Gonna Go My Way? (1993).

Kravitz har nemlig meldt sin ankomst til Danmark - nærmere bestemt Tinderbox-festivalen på Fyn, som i skrivende stund allerede har annonceret store navne som Avril Lavigne, Suspekt og David Guetta. Festivalen finder sted den 27.-29. juni 2024.


"Vi har kæmpet for at få Lenny Kravitz tilbage på plakaten, så vi kan give vores publikum det brag af en rockkoncert, vi synes de fortjener," udtaler festivaldirektør Brian Nielsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Kravitz er en af de mest inspirerende artister, når det kommer til vor tids store rockstjerner, og vi glæder os helt enormt til at se, hvilken magi der kan opstå, når han indtager Tusindårsskoven til sommer."

Lenny Kravitz var programsat til at optræde på Tinderbox i 2020, hvor festivalen imidlertid blev aflyst på grund af COVID19-pandemien. Hans seneste besøg herhjemme er således Raise Vibrations-turnéens stop i Horsens i maj 2019.


Steven Tyler kommenterer Kravitz' #penisgate med morsom sms

ANNONCE