Nyhed

Mads Fisker: "Du kan ikke være nogen steder uden, at du kan smage kapitalismen. Hele tiden. Og jeg fucking hader det"

Vi har mødt Mads Fisker over kaffe og kanelsnurre til en snak om hans nye album

I løbet af i år har han spillet en masse livekoncerter med jazzbandet Ribe Amt senest på Demokrati Garagen i København. Mads Fisker udgiver nu sit fjerde album En pamflet om ingenting, og det er slet ikke tilfældigt, at det udkommer på Black Friday. 

Den 34-årige kunstner Mads Fisker voksede op i Esbjerg, men flyttede til København lige efter gymnasiet for at udleve sin musikdrøm og komme tættere på kunsten og kulturen. Ved siden af musikken arbejder han som professionel fotograf og skaber flotte portrætter bl.a. af andre musikere.

Jeg mødte den danske gør-det-selv-kunstner Mads Fisker i min lejlighed, til en hyggelig snak over en kaffe og kanelsnurre, om musikken og det nye album samt hvor smuk, men også hvor langt ude verden kan være. I et accelerationssamfund, hvor pengene og hurtige clicks altid vinder legen, skal vi stoppe op, dyrke naturen og det essentielle i livet. Det er det, det nye album sværmer omkring.


“En pamflet om ingenting”

Mads Fisker skriver sange, komponerer, producerer og udgiver musikken selv. Nu er han ude med sit fjerde album En pamflet om ingenting.  

Som en jazzet baggårdspoet leger han med det danske sprog og opfanger hverdagens underfundigheder, men med en samfundskritik for øje. Det er også et poetisk album, der indeholder nære og følsomme sange - en ode til det dybsindige.


- Jeg elsker at lege med sproget. Og har faktisk altid gjort det - tilbage til de første stile i folkeskolen. Det er spændende, hvad man kan gøre med sproget, og hvordan man kan lege med dem der lytter. Sangskrivning kan jo også være manipulation, men også for mig, at give udtryk for hvad man føler, tænker og tror.

Det er et åbenhjertigt menneske og musiker, der forholder sig til verden, som jeg møder. Det er også det, der skinner igennem på det nye album. Mads Fisker er blevet træt af at se verden brænde. Derfor er det heller ikke helt tilfældigt, at det nye album udkommer på Black Friday.

Jeg har slet ikke tænkt på PR eller strategi. Jeg er bare gået med mavefornemmelsen Mads Fisker, 2023


Der skal forstås som et opråb mod forbrugskulturen, en kommentar til klimakrisen og en påmindelse om at vende sig mod naturen. Pladen hylder derimod det langsommelige, naturen og er en modstand mod penge – og den forbrugerkultur vi lever i. 

I starten af i år gik det hele pludselig op i en højere enhed.  Med et arbejdslegat i ryggen fik Mads Fisker den nødvendige arbejdsro til den nye album. Han føler også, at han er blevet langt bedre som musiker og som sangskriver med årene. 

- Det bliver bare bedre og bedre og bedre. Jeg udgav den første plade i 2019. Fire år senere - wauw - der er bare en verden til forskel på sangskrivningen og kompositionen, og på optagelsen og mixen. 


Han smiler og nikker til det betryggende og fede i at kunne mærke udviklingen. Og tilføjer, at han ”det jo fanme også fede musikere [Ribe Amt] jeg har med på den nye plade.”

Båret af et stærkt drive og skabertrang

Tilbage i 2015 fik han hul på sangskrivningen og begyndte at spille koncerter med sit daværende band Ny og Næ.


- Jeg havde stadig min guitar og bas og så begyndte jeg at spille igen. Og jeg fik ligesom hul til sangskrivningen. Mit første rigtige band hed Ny og Næ og var vi ude og spille en masse koncerter nede på Drone (Bar og spillested på Nørrebrogade), dengang det eksisterede. 

Men den kreative kunstner havde større ambitioner end at spille nogle smadderkoncerter på små spillesteder. Han har altid haft et stærkt drive, og endte med at springe ud i det og lave det hele selv. Han beskriver også sig selv som en ukuelig optimist. 

- Jeg søgte ind på kons og var tæt på at komme ind to gange. Men så gik jeg bare solo med min musik og lavede min første ep. Jeg producerede bare mine egne ting, og tænkte fuck det, nu udgiver jeg det bare i mit eget navn. Så spammede jeg bare GAFFA og andre magasiner og forsøgte at få noget larm, og endte da også med at få nogle anmeldelser.


Hvorfor brænder verden? Stop nu ideen om at vækste hele tiden. Hvornår kommer der nogen voksne og stopper galskaben? Mads Fisker, 2023

Det stærke drive og den ukuelige optimist blev imidlertid sat på hård prøve under corona, da han var ved at udgav sin anden plade. 

- Det var virkelig en svær tid. Jeg var faktisk heartbroken over den plade. Jeg havde simpelthen brugt så meget tid på den. Det var så skuffende - kæmpe antiklimaks - at sidde herhjemme og kigge på de 300 plader, uden at kunne gøre fra eller til. Men sådan var det jo for os alle sammen.


Selv med kunstnerens bevidsthed om musikbranchens hårde vilkår, og hvordan man hurtigt kan drukne i vækstlagets kamp for at blive set og hørt, var trangen til at få sit materiale ud i verden større end PR-strategier. Og en corona-nedlukning skulle heller ikke sætte en stopper for den trang.

 - Jeg kunne bare ikke vente. Jeg har slet ikke tænkt på PR eller strategi. Jeg er bare gået med mavefornemmelsen. Mit projekt er båret af spontanitet og et drive mod at skrive noget og udgive det. Det er mærkeligt at høre sange om isolation nu. Nu vil vi jo bare høre sange om at kramme. 

Et protestalbum?


Pladen belyser hele vores forbrugermentalitet, og hvor håbløst det kan forekomme alt imens verden brænder.

- Hvorfor brænder verden? Stop nu ideen om at vækste hele tiden. Hvornår kommer der nogen voksne og stopper galskaben? 

Coveret på pladen er også en kommentar i sig selv og leder endvidere tankerne hen mod et litterært værk, som en digtsamling. 


- Det er også en kommentar. ‘Ingenting’ er modsætningen til det maksimale. Vi lever bare så maksimalt. Underhold mig, underhold mig - vi bliver proppet ned i munden med produkter hele tiden. Du kan ikke være nogen steder uden, at du kan smage kapitalismen. Hele tiden. Og jeg fucking hader det. 

Da jeg spørger om det er et protestalbum han har lavet, er han han heller ikke afvisende.

- Der er helt klart en masse kritik på numrene. For eksempel på den måde vi forbruger på. Det er også lidt en anti-p3 plade. Det er fint nok at lave noget, der nødvendigvis ikke kan sælges eller passer til radiohits.


Han smilet skævt og tilføjer:

- Jeg synes bare alle burde boykotte Spotify.

Mads Fisker behøver ikke at skrive om kærlighed.


- Det er der så mange andre der gør, men jeg synes for eksempel, at Guldimunds tekster er geniale - også netop på grund af den nære hverdagspoesi. Men jeg kan godt lide at overlade noget til fantasien for lytteren. Så man finder sin egen mening med det. Det kan jeg også selv lide, når jeg lytter til musik. Det må gerne være hverdagssprog, men det må ikke være for lige til.  Jeg er nok en lommefilosofisk sangskriver med en masse på hjerte. 

Siger han og tilføjer derefter halv grinende: 

- Men jeg gider bare ikke sige præcist, hvad det er.


Ud i naturen

Han vil selv gerne tættere på naturen. Men det evige dilemma og ambivalensen rammer også kunstneren, der samtidig gerne vil være tæt på kulturen og kunsten.  

- Nogle gange vil det måske være bedre, hvis jeg boede i et hus ude på landet, men det har jeg har jeg heller ikke lyst til. For det er jo her kulturen og kunsten er.


På singlen "Drømmenes gartneri” fangede Mads Fisker den anerkendte musiker Sofie Birch netop ude i naturen. Med sangen forsøger han at komme tættere på naturen og prøver samtidig at forstå, hvornår mennesket og naturen fik det så svært med hinanden. Jævnfør netop den klimakrise og de store naturkatastrofer, som vi oplever rundt omkring i verden.

Mads Fisker er også en lydnørd, og da han indspillede sangen kunne han mærke at den manglede noget. Efter en smuk koncert til SMK Fridays med den anmelderroste ambientkunstner Sofie Birch, vidste Mads Fisker pludselig hvad nummeret manglede.

- Jeg synes hun sang så smukt. Så jeg ringede til hende, og hørte om hun ikke ville være med på pladen.


Det var sådan Sofie Birch, der både spiller harpe, cello og synger, kom ind i billedet. Dette beskriver også Mads Fisker som menneske – med et befriende gå-på-mod og åbent sind.

I en pressemeddelelse omkring samarbejdet fortæller Birch således om det musikalske samarbejde og den fælles glæde for naturen:

- Jeg fik et lille anneks ude i skoven for at være mere i naturen og skabe et frirum, mens jeg gik i gang med mit næste album. Da jeg var faldet på plads derude, ringede Mads ud af det blå (…) Så det gik op i en højere enhed, fordi dér sad jeg jo — ude i skoven og sang, udtaler Sofie Birch.


På livesessionen forenes Mads Fisker og Sofie Birchs vokaler i en smuk duet og en hyldest til naturen, der er blevet til en smuk livesession i et orangeri i Nordvest.

Udover Sofie Birch medvirker singer-songwriter trofaste samarbejdspartner Marc Facchini også på pladen. Albummet er produceret af Emil Bureau og masteret af Hans Olsson (Jozé Gonzalez, Junip, Mariam The Believer). Bandet består af Sebastian Fibiger (trommer) Laust Moltesen (el-guitar), Asger Thomsen (bass), Jon Sensmeier (tenor, altosaxofon), Ben Rodney (trompet), Marc Facchini (vokal, kor) og Lucas Forch (klaver, synth, rhodes).

Nu drømmer Mads Fisker om at komme ud og spille live med sit band og “få musikken ud over scenen”. Og han håber, der er en masse spillesteder og festivaler, der vil have en anti-P3-stjerne på plakaten til næste år.


En pamflet om ingenting udkommer i morgen (24/11, red.) og Mads Fisker spiller i forbindelse med udgivelsen releasekoncert på Stengade den 2. december. Hør hans fine intime livesession af “Drømmenes gartneri”, og fornem hans stemme og univers i samspil med Sofie Birch herunder. Se også den nye musikvideo “Produkter”, om vores vanvittige forbrugermentalitet.

EUROSONIC 2023: Seks danske navne gæster Europas vigtigste branchefestival


 

ANNONCE