Et par af Afzelius' gamle kolleger hylder deres afdøde arbejdsgiver ved dansk miniturné i januar
Det er efterhånden 24 år siden, Björn Afzelius døde af lungekræft i en alder af blot 52 år. Siden har der været forholdsvis stille om den svenske sangskriver og erklærede socialist, som solgte hundredetusindvis af plader i storhedstiden fra slutningen af 70'erne og op gennem firserne.
Nu får danske Afzelius-fans så en sjælden mulighed for den afdøde idealist og musiker. Afzelius gamle kolleger Olle Nyberg og Göran Blomgren kommer nemlig til Danmark med deres musikalske Afzelius-hyldest, hvor de assisteres af kollegaen Mikael Nord Andersson på guitar og sang.
Nord spillede ikke med Afzelius, men har til gengæld arbejdet med blandt andre Roxette, Björn Skifs og Scorpions. Guran, Nyberg & Nord kan opleves på Rotationen i Holbæk den 17. januar, i Musikhuset Aarhus den 24. og 26. januar og i Stubhuset i Støvring den 25. januar.
Forud for hyldest-turnéen kan man blive klogere på Afzelius' liv og karriere ved et foredrag på Dokk1 i Aarhus. Her fortæller GAFFAs Espen Strunk med udgangspunkt i sin biografi Afzelius fra 2016. Billetter er i salg her.
Björn Afzelius grundlagde karrieren i det politiske rockband Hoola Bandoola Band i første halvdel af 70'erne og opnåede stor succes i firserne og halvfemserne med album som Innan Tystnaden, Exil og Tusen Bitar. I 2014 kom den roste dokumentarfilm Björn Afzelius: Tusen Bitar.
DANSKE NÆTTER: Da Björn Afzelius steg til stjernestatus - med dansk livealbum