Jeff Schroeder nåede at medvirke på seks studiealbum og har optrådt i Danmark med bandet af flere omgange
Det er efterhånden mere end femten år siden, Jeff Schroeder sluttede sig til The Smashing Pumpkins - i første omgang som en midlertidig erstatning for James Iha.
Schroeder endte imidlertid med at blive en fast del af bandet - også efter at Iha vendte tilbage - og har været med på alle album fra og med Oceania (2012) og ved gruppens koncerter i Store Vega i 2007, i Valbyhallen i 2008, Den grå hal i 2011, i Falconer Salen to år senere og da GAFFA oplevede bandet live i Vancouver, Canada, så sent som sidste år.
Nu har Jeff Schroeder så meddelt sin afsked med Billy Corgan og resten af bandet, som i en officiel erklæring udtaler:
"Vi takker Jeff for hans uophørlige dedikation til bandet og vores fantastiske fans. Ord kan ikke udtrykke vores taknemmelighed og værdsættelse af hans venskab og af, at han været der for SP i gåde såvel som hårde tider." Udtalelsen fra bandet suppleres af en længere erklæring fra Schroeder selv, hvor han blandt andet skriver:
"Selvom det har været en meget vanskelig beslutning at træffe, har jeg besluttet at forlade bandet for at skabe noget plads til at forfølge en lidt anderledes sti. Jeg ønsker bandet al mulig succes i fremtiden. Jeg vil holde øje og lytte," skriver den 49-årige guitarist.
The Smashing Pumpkins var senest aktuelle med albummet Atum, som udkom i efteråret 2022 og modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder.