Nyhed

BREAKING: Rocklegenden Slash kommer til Danmark

En af de største rockguitarister nogensinde lægger vejen forbi Danmark til april

Han har solgt over 100 millioner album, modtaget Grammy Award og nomineringer, og så er han blevet optaget i Rock and Roll Hall of Fame.

Slashs bidrag til rockmusikken er tydeligt mejslet ind i historien. Han betragtes som en af de største rockguitarister nogensinde, og nu lægger han vejen forbi Danmark som en del af sin store verdensturné ”The River is Rising”.

Fredag den 12. april er der således lagt op til et stort show, når den ikoniske Guns N’ Roses-guitarist indtager K.B. Hallen i København.


Slash har skabt en guitarlyd, der ikke er til at tage fejl af – blandt andet med sine riffs på de to Guns N’ Roses megahits ”Sweet Child O’Mine” og ”Welcome To The Jungle”. Efter han forlod bandet i 1996, har han stået bag flere prominente bands såsom Slash’s Snakepit og Velvet Revolver.

I 2010 udgav han sit første selvbetitlede soloalbum, som blandt andet havde flere gæstestjerner på listen såsom Ozzy Osbourne, Fergie og Myles Kennedy – Sidstnævnte er også en del af Slashs nuværende band Slash ft. Myles Kennedy & The Conspirators (SMKC). Sammen med Kennedy og bandets andre medlemmer, Brent Fitz, Todd Kerns og Frank Sidoris, har han turneret verden rundt og udgivet fire studiealbum – det seneste, 4, i 2022.

Det er dét album, som Slash og co. har med under armen på deres ”The River is Rising”-turné, og som publikum også kan opleve, når Slash rammer K.B. Hallen til en rigtig rockfest.


I 2019 besøgte Slash ft. Myles Kennedy & The Conspirators også Danmark, da de spillede koncert til Copenhell. GAFFAs Keld Broksø noterede, at Slash var i topform under den høje hat og kvitterede med fem stjerner

”Slash har siden Guns N´ Roses også haft projektet Slash's Snakepit frem til 2002 og nu i dag igen eget band i eget navn, så vejen synes vist, at manden er solist nu og i al fremtid. Det kan rumme den fare, at det kan ske på bekostning af bandsammenspillet, men intet synes fjernere i aftes. Der var plads til alle – og den surhed, som på en eller anden måde var forbundet med Guns N' Roses var pist væk med den koncert, som Slash & Co. leverede næsten upåklageligt i aften,” hed konklusionen i anmeldelsen.

Billetsalget til koncerten i 2024 starter den 20. oktober klokken 10 via Billetlugen.


Slash til GAFFA: "Jeg har aldrig set mig selv som et ikon"

ANNONCE