Nyhed

EFTER FORSINKELSE: Drake udgiver længe ventet album – og tager pause fra musikken

Albummet skulle være udkommet i september, men blev ikke færdig til tiden grundet Drakes igangværende turné

Endelig kan Drake-fans stille sulten, da den snart 37-årige rapper i fredags udgav sit længeventede album For All the Dogs.

Albummet følger efter sidste års album Her Loss, som Drake lavede i fællesskab med rapperen 21 Savage. Det nye album består af 23 sange og indeholder et imponerende gæstebidrag med blandt andet Bad Bunny, SZA, Sexyy Red, J. Cole, Lil Yachty, Chief Keef, 21 Savage, Teezo TouchDown, Yeat og PartyNextDoor. 

For All the Dogs var oprindeligt planlagt til at udkomme den 22. september, men blev udskudt, så Drake kunne få mere tid til at gøre det færdigt, mens han samtidig har været travlt optaget af sin ”It’s All a Blur”-turné.


Om det er denne kombination mellem at turnere og færdiggøre album, der har været for meget for Drake, er ikke til at sige. Om ikke andet offentliggjorde ”One Dance”-hitmageren få timer efter udgivelsen af det nye album, at han tager en pause fra musikken på ubestemt tid. Det skriver NME.

”Hvis jeg skal være ærlig, kommer jeg nok ikke til at lave musik i et lille stykke tid,” skulle Drake have sagt i sit radioshow Table For One på SiriusXM, hvor han uddyber:

”Jeg bliver nødt at fokusere på mit helbred først og fremmest – og det skal jeg nok fortælle om på et tidspunkt.”


”Ikke noget vildt, men jeg vil bare gerne have, at folk lever et sundt liv, og jeg har i årevis haft de vildeste problemer med min mave,” fortæller Drake og afslutter:

”Jeg kommer til at låse døren til studiet i et lille stykke tid. Jeg ved ikke engang, hvad et lille stykke tid er. Måske et år eller sådan noget. Måske lidt længere.” I forlængelse af nyheden har Drake også udskudt flere shows på sin igangværende turné, hvor han og 21 Savage spiller koncerter rundt omkring i USA. 

Drakes og 21 Savages fællesalbum Her Loss blev sidste efterår anmeldt af GAFFA. Albummet modtog tre stjerner af anmelder Elias Kvist, der mente, at albummet aldrig helt kunne beslutte sig for en retning:


”Det interessante ved albummet er den ambivalens, det vil skabe imellem duoens lytterskare: fansene af Drake vil hylde hans lufthuller af 00’ernes atmosfæriske kærlighedssange og rynke på næsen ad de old-school-inspirerede tunge dele af albummet. Kritikerne vil modsat hylde de grovere islæt som “More M’s” velkommen og sukke over den overfladisk dybfølte Grahams jagt på likeablility. Uanset hvad må man sige, at Her Loss har lidt af det hele fra Drakes og 21 Savages respektive oeuvres, og det er både til gene og gavn for begge,” lød konklusionen i anmeldelsen.

Hør Drakes nye album To All the Dogs 


Efter heftig markedsføring: Drake og 21 Savage sagsøgt

ANNONCE