Nyhed

GENIET VENDER TILBAGE: Wu-Tang Clans GZA spiller dansk koncert

Den amerikanske hiphop-legende lægger i det nye år igen vejen forbi Danmark

Han var her i 2019, han var her i 2022 og nu vender han tilbage alle gode gange tre.

Wu-Tang Clans grundlægger GZA, også kaldet The Genius, spiller koncert i Pumpehuset den 1. marts 2024. Og denne gang bliver det første visit, hvor hiphop-legenden også medbringer sit liveband The Phunky Nomads på sin turné. 

I en pressemeddelelse lyder det, at publikum både vil kunne glæde sig til at høre Wu-Tang-klassikere samt sange fra GZAs kult-debutalbum Liquid Sqords fra 1995 – et album, der i øvrigt indeholdt gæsteoptrædener fra alle Wu-Tangs andre medlemmer, og som modtog fire stjerner af GAFFAs Christian Grubert.


Sidste år, i 2022, kunne Wu-Tang Clan fejre deres 30års jubilæum som hiphop-kollektiv. Deres debutalbum, Enter the Wu-Tang (36 Chambers), udkom i 1993 og har sidenhen opnået status som et af 90’ernes største albums samt en 27. plads på Rolling Stones liste over ”de 500 største album nogensinde”.

Tilbage i juni måned i år besøgte hele Wu-Tang Clan Danmark med en koncert i Royal Arena. Koncerten blev anmeldt af GAFFAs Peter T. Aagaard, der kvitterede med fire stjerner til hiphop-veteranerne og fremhævede deres optræden som et show uden overraskelser men med høj nostalgifaktor.

”Da de er samlet på scenen, får vi en håndfuld sange fra Enter The Wu-Tang (36 Chambers). Den legendariske debutplade var en vild og voldsom oplevelse, da den udkom, og numre som “Da Mystery of Chessboxin'” og “Bring da Ruckus” er stadig vidunderligt beskidte. Den proppede Royal Arena er i festhumør, og både fra stå- og siddepladserne bliver der rappet med på de efterhånden 30 år gamle vers,” hed det blandt andet i anmeldelsen.


De seneste år har GZA arbejdet som underviser med det formål at inspirere elever til at interessere sig for naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Han er desuden aktuel med Netflix-serien Liquid Science, hvor han rejser verden rundt og møder forskellige videnskabsmænd, der kan fortælle, hvordan videnskab har ændret vores liv.

Billetter til koncerten i 2024 kan købes her.

Wu-Tang Chaos


ANNONCE