Nyhed

Genrebrydende performance om køn og ligestilling vinder Kronprinsparrets Stjernedryspris

Det feministiske studio How to Kill a Dog med Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen bag roret modtager pris for at sætte fokus på køn, ligestilling og diversitet

Gennem humor og tværæstetisk performance bruger Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen scenegulvet til at udfordre måden man laver scenekunst på gennem konceptet How to Kill a Dog. Ifølge deres egen beskrivelse af performance skal den "være med til at dræbe hunden inde i os selv - hundehvalpen, som hele tiden gerne vil please, være loyal og elsket".

De to skabere bag det kunstneriske studio dimitterede begge fra Den Danske Scenekunstskole 2019 og står også bag triologi-forestillingerne Velkommen til PandoraLolita for Altid og Farvel til Madonna. Derudover udkom duoen i 2023 med tv-serien Killjoy. 

Kronprinsparrets Stjernedryspris består af to priser, som uddeles hvert år. Den ene bliver uddelt til "en kunstner, som har vist mod til at gå nye veje inden for sit kunstneriske felt", og bliver altså i år uddelt til det tværæstetiske studio How to Kill a Dog. Den anden del af prisen bliver uddelt til "en nytænkende aktør inden for socialt arbejde". I år er det Esbjerg-initiativet Energi Til Hinanden, som modtager prisen for deres arbejde med unge udenfor arbejdsmarkedet eller uddannelse. Med hædersprisen får de to modtagere hver 100.000 kr.

Selve prisoverrækkelsen afholdes lørdag d. 4. november og sendes live fra Musikhuset Esbjerg på DR1 og på DRTV.  


 

LÆS OGSÅ: Emma Sehested Høeg udgiver pilot-ep: En udgivelse der måske kan give nogen modet til at turde lade forelskelsen vokse

ANNONCE