Nyhed

GYLDEN DEBUT: BTS-medlem Jungkook annoncerer soloalbum

En af K-poppens største stjerner er klar til at flyve solo

Sidste år blev BTS’ Army ramt af noget af en bombe, da bandet besluttede sig for at holde en pause fra hinanden – både for at dyrke individuelle projekter, men også for at aftjene den værnepligt, som er obligatorisk for alle sydkoreanske mænd mellem 18 og 35.

Mens tre af gruppens medlemmer, Jin, J-hope og senest Suga, er i fuld gang med at afvikle deres værnepligt, venter gruppens yngste medlem, 26-årige Jungkook, med at afvikle sine militære forpligtelser. I stedet glæder han nu sine fans ved at annoncere sin solodebut med albummet Golden.  

Jungkook offentliggjorde nyheden på den globale fan-platform Weverse. Det skriver NME. Albummet står til at komme den 3. november og indeholder 11 sange, inklusive de to singler "Seven” og ”3D”, som allerede er udgivet. Begge singler har rap-gæsteoptrædener i form af henholdsvis artisterne Latto og Jack Harlow. 


Jungkook og resten af BTS debuterede i 2013 og opnåede hurtigt massiv medvind både i hjemlandet og på den internationale musikscene. De betegnes i dag som den største K-pop-gruppe nogensinde og har slået flere rekorder – i 2021 slog de blandt andet Guinness verdensrekorden for ”flest samtidige seere til en musikvideo-premiere på YouTube” for videopremieren på BTS-hittet ”Dynamite”.

”Dynamite”-videoen er i skrivende stund blevet set mere end 1,7 milliarder gange på YouTube og streamet lige så mange gange på Spotify.

Hør den seneste single "3D" fra JungKook


BTS genfandt sig selv... næsten

ANNONCE