Efter stor billet-interesse løfter Vi Elsker nu sløret for de første navne på plakaten anno 2024
Gennem årene har Vi Elsker haft flere store internationale navne på plakaten. Sidste år lykkedes det for eksempel endelig at få den amerikanske rapper Coolio (”Gangsta’s Paradise”) fløjet til Danmark efter to års corona-forhindringer. Koncerten viste sig også at blive en af rapperens sidste, da han senere samme år døde i en alder af blot 59 år.
Nu er Vi Elsker klar til at løfte sløret for de første navne på plakaten anno 2024, og begejstringen fra arrangørerne er ikke til at tage fejl af. Næste år kan festivalgængere nemlig se frem til at opleve ingen ringere end Anastacia og Craig David.
Anastacia stormede i år 2000 ind på hitlisterne med sit debutalbum Not That Kind, som blandt andet indeholdt singlen ”I’m Outta Love”. Hun fortsatte sin succes de efterfølgende år med populære singler som ”Paid My Dues” og ”Left Outside Alone”.
Også Craig David opnåede i 2000 stor succes med udgivelsen af sit debutalbum Born to Do It, som solgte over 7,5 millioner kopier verden over og blev et af de største albums fra en britisk r&b-artist.
Om de store scoop fortæller festivalgrundlægger Riffi Haddaoui.
”Det er det største nogensinde! Vi har lavet Vi Elsker i 12 år, men det her bliver en kæmpe optur. Med årets program rykker vi op i en helt anden liga end vi og publikum er vant til”.
Anastacia og Craig David får desuden selskab af 90’er-duoen 2 Unlimited samt den tysk-amerikanske eurodance-duo La Bouche. Selvom det først er nu, at Vi Elsker annoncerer de første navne, har interessen om næste års festival været massiv.
”Vi satte 17.000 billetter til salg i fire byer, uden at have afsløret et eneste navn, og der blev udsolgt over hele linjen. Vi er vildt taknemmelige over den opbakning, der er, og tør næsten ikke tænke på, hvad der sker, når vi nu afslører de nye fire navne fra allerøverste hylde,” fortæller Haddaoui videre i pressemeddelelsen og afslutter hemmelighedsfuldt:
”Det er lykkes igen at få nogle af de største med, og så har vi flere store overraskelser klar til danskerne.”
Vi Elsker lægger i 2024 vejen forbi fire danske byer: Rødovre den 10. august, Aalborg den 17. august samt Esbjerg og Odense, som begge finder sted den 24. august. Billetter til festivalen kan findes her.
Varm op til billetsalget med Anastacias hit ”I’m Outta Love”.