Nyhed

Nyt initiativ fra Spotify: Flere penge til nogle, ingen penge til andre og bøder til de sidste

Et tre-benet initiativ fra Spotify skal flytte penge fra svindel og usynlige sange over til "rigtige" musikskabere og rettighedshavere

Spotify har længe været udskældt for at udbetale nærmest mikroskopiske streamingindtægter, men nu tyder det på, at der kommer en forandring i den positive retning - i hvert fald for nogle. Streaminggiganten forventer nemlig at indføre ændringer i deres royalty-system i løbet af 2024. De nye ændringer vil føre til øgede indtægter for nogle, ingen indtægter for andre og bøder til de sidste. 

Kort fortalt er Spotifys målsætning at flytte, hvad der svarer til cirka 7 millarder danske kroner til "rigtige" musikskabere og rettighedshavere og fjerne pengene fra tendenser, som udhuler puljen. Spotify fortsætter med deres nuværende streamshare-model, hvor de samler alle månedlige streams på tværs af hele platformen, og derefter uddeler pengepuljen proportionelt til rettighedshaverne. Lige nu svarer det til, at hver gang en sang bliver streamet (i USA) udløser det kun 0.02 danske kroner i royalties. Tre nye ændringer skal altså være med til at stoppe hullet, som dræner den samlede pulje, så "rigtige" musikskabere og rettighedshavere kan få en større bid af kagen. Det skriver mediet Music Business Worldwide.

Flere penge til populære sange 
Den første ændring - som muligvis også er den mest kontroversielle - er, at Spotify vil indføre en minimumsgrænse for antal årlige streams før en sang er royaltyberettiget på platformen. I dag skal en sang streames i minimum 30 sekunder for at generere betaling.   


Spotify har endnu ikke defineret, hvad den nye minimumsgrænse er, men en unavngiven kilde fortæller til mediet Music Business Worldwide, at det faktisk kun er en meget lille procentdel af alle sange på platformen, som vil blive ramt af den nye minimumsgrænse: 

- Spotify siger, at 99.5% af de sange som lige nu er en del af streamshare-modellen stadig kommer til at modtage indtjening, fortæller kilden.

Derfor kan man undre sig over, hvorfor Spotify vil prøve at ramme en så lille procentdel, og om det overhovedet kommer til at gøre en forskel. 


Men ifølge Music Business Worldwide bliver der tilføjet mere end 100.000 nye sange til Spotify hver eneste dag, hvilket altså fører til en stor pose penge, der lige nu forsvinder fra streamshare-puljen. I dag svarer det tal til, at der bliver udbetalt 282 millioner danske kroner om året i såkaldte mikroudbetalinger. Med den nye ændring vil de 282 millioner i stedet blive i streamshare-puljen og blive fordelt mellem sange, som har flere streams. Populære sange vil altså opnå en større indtjening end i dag.

En unavngivet kilde fortæller dog til mediet, at mange af de musikskabere som ender under minimumsgrænsen, i forvejen faktisk ikke modtager de få kroner og ører deres sange genererer, da pengene ender med at blive slugt undervejs: 

-  Ofte når mikrobetalingerne aldrig at blive udbetalt til et menneske. De fleste distributører kræver ofte selv en minimumsgrænse, før de udbetaler indtægter til musikskaberne, fortæller kilden.


Man forventer derfor, at det er den samme gruppe, som bliver ramt af den nye og endnu ukendte minimumsgrænse for antal årlige streams. 

Nyt bødesystem i kampen mod svindel
GAFFA har tidligere skrevet, at Spotify nu forholder sig konkret til AI-skabt musik gennem nye retningslinjer. AI bliver dog også brugt til såkaldte "stream-farms", som dækker over serverer, der gennem kunstig intelligens konstant streamer udvalgte sange, og dermed kunstigt genererer mange streams på ellers ukendte sange. Det tyder desuden også på, at kriminelle bander bruger Spotify til at høste ulovlig indtjening ved at uploade AI-skabt musik for derefter at bruge AI-stream-farms til at streame sangene. Det skriver Music Business Worldwide. Denne ulovlige indtjening resulterer i, at streamshare-puljen bliver udhulet, og at indtjeningen til "rigtige" musikskabere og rettighedshavere bliver mindre. 

Lige nu bliver et ulovligt track fjernet fra platformen, og der følger umiddelbart ingen yderligere konsekvens. Det vil det nye initiativ nu ændre således, at Spotify kan uddele bøder til vedkommende, som uploader det ulovlige track eller bruger stream-farms og derudover også uddele bøder til en eventuel distributør og pladeselskab, som måtte være involveret.


Ny minimumslængde for "støj"
Den sidste ændring som forventes at blive udrullet i 2024, drejer sig om det såkaldte "non-music noice content". Udtrykket dækker over ikke-musikalske tracks som eksempelvis hvid støj, som nogle bruger til at øge koncentrationsevnen under arbejde eller læsning, eller hval-sang, havbølger eller regnskovslyde, som kan hjælpe andre med at falde hurtigere i søvn. Som tidligere nævn skal et track afspilles i minimum 30 sekunder for at være royalty-berettiget. Derfor har det været særdeles fordelagtigt for en støj-udgiver, at sammensætte et album eller en playliste, hvor de enkelte tracks varer i eksempelvis 31 sekunder. På den måde kan man hurtigt opnå mange afspilninger på adskillige tracks. Denne finte vil Spotify nu bremse ved at hæve minimumslængden for, hvornår et track er royalty-berettiget. Det er dog endnu uvist, hvor den nye grænse kommer til at ligge.

Disse tre nye initiativer fra Spotify skal altså være med til at flytte de omkring 7 milliarder danske kroner tilbage til streamshare-puljen, så pengene ender i lommen på "rigtige" musikskabere og rettighedshavere, og ikke ender i mikroudbetalinger, svindel eller finter, som bevist "snyder" systemet. De tre initiativer ændrer altså ikke på det samlede beløb, men flytter i stedet pengene væk fra tendenser, som udhuler den bid af kagen, som bør gå til "rigtige" musikskabere og rettighedshavere. 

Det er endnu uvist, hvornår i 2024 de tre initiativer vil blive indført. GAFFA følger udviklingen tæt. 

LÆS OGSÅ: MUSIKFORSKER OM STREAM OF CONTEXT: Nogle diskussioner tages bedst på forkant


ANNONCE