Fans kan blandt andet glæde sig til en koncertoptagelse indspillet blot tre måneder før Kurt Cobains selvmord
For godt halvandet år siden fik vi en udvidet genudgivelse af Nirvanas store album Nevermind fra '91 - inklusive ikke mindst fire fede liveoptagelser fra tiden omkring udgivelsen. Nu er tiden så kommet til Cobain og kompagnis tredje og sidste studiealbum, In Utero, som oprindeligt udkom i september 1993.
Og ligesom med Nevermind-boksen kan fans glæde sig til historiske liveoptagelser sammen med en remastereret version af det nu tredive år gamle album, som indeholder sange som "Rape Me," "All Apologies" og "Pennyroyal Tea."
De to sidstnævnte var også inkluderet på livealbummet MTV Unplugged in New York, som blev indspillet et par måneder efter udgivelsen af In Utero, udkom et halvt år efter Kurt Cobains selvmord i foråret '94 og siden har fået klassikerstatus.
Og nu er der så nyt til samlingen i form af In Utero 30th Anniversary Edition, som indeholder de to ny-restaurerede livealbum Live in Los Angeles - optaget i 1993 - og Live in Seattle, som er optaget den 7. januar 1994. Dermed er der tale om den næstsidste koncert, som gruppen kom til at give i hjembyen Seattle.
Det er Jack Endino, som i sin tid producerede Nirvanas studiealbum Bleach, som har stået for at restaurere de tredive år gamle liveoptagelser. Udover de to fulde livealbum kommer boksen også til at byde på yderlige en håndfuld liveoptagelser samt fem bonustracks og B-sider.
Hele herligheden kommer til at fylde 5 cd'er eller 8 LP'er, og udkommer naturligvis også digitalt - samt i en økonomisk version som dobbelt-cd eller LP+10" vinyl. Kurt Cobain døde i en alder af blot 27 år den 5. april 1994 i sit hjem i Seattle, Washington.
KLASSIKEREN: Lugter som teenageoprør og er ligeglad med en 30-års-krise