Copenhagen Phil inviterer endnu engang nogle af tidens aktuelle navne indenfor i konservatoriets koncertsal
Med efterhånden tretten år på bagen kan man roligt kalde de såkaldte 60 Minutes-koncerter for en veletableret tradition. Konceptet går i sin enkelthed ud på, at udvalgte navne fra rockens og poppens verden optræder i tres minutter bakket op af Copenhagen Phil.
Det foregår på symfoniorkesterets hjemmebane, nemlig Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal på Frederiksberg. Tidligere har navne som Tina Dickow, Love Shop, Nikolaj Nørlund og Myrkur stillet op, og nu er Copenhagen Phil - "hele Sjællands symfoniorkester," som de kalder sig - så klar med endnu en række 60 Minutes-koncerter i marts 2024.
Denne sæson kan publikum se frem til at opleve henholdsvis Emma Sehested Høeg, Blaue Blume og Stine Bramsen i den særlige, symfoniske setting.
- Det har altid... altid (!) været min store drøm at få lov til at stå med et symfoniorkester med min egen musik. Det kan slet ikke beskrives, hvor meget jeg glæder mig. Enhver musiker ville da ønske, at man kunne få lov at skrive til et kæmpe orkester, udtaler Høeg i en pressemeddelelse og uddyber:
- Det må, udover den ring jeg har fået af min mormor, være en af de allerbedste gaver jeg nogensinde har fået. Og nu vil jeg selvfølgelig prøve sammen med orkestret, Viktor og Rasmus og How To Kill a Dog at give publikum en gigantisk gave tilbage!, lover Emma Sehested Høeg.
Entusiasmen omkring de forestående koncerter deles af kollegaen Stine Bramsen:
- Det bliver en uforglemmelig oplevelse for mig personligt at synge mine sange i helt nye arrangementer og disse vanvittigt dygtige klassiske musikere i ryggen! Jeg føler faktisk, det er lidt af en milepæl i min karriere, som jeg glæder mig til at dele med publikum, udtaler den tidligere Alphabeat-frontfigur.
Billetsalget til koncerterne starter på fredag den 29. september kl. 10 lige her.
"60 MINUTES OF EMMA SEHESTED HØEG"
20. marts 2024 kl. 18
20. marts 2024 kl. 21
Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset)
"60 MINUTES OF BLAUE BLUME"
21. marts 2024 kl. 18
21. marts 2024 kl. 21
Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset)
"60 MINUTES OF STINE BRAMSEN"
24. marts 2024 kl. 17
Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset)
LYT: Skuespiller Emma Sehested Høeg springer ud som musiker med ny, betagende single