Nyhed

EFTER STÆRK ALBUMDEBUT: Boygenius annoncerer ny ep

Fans kan glæde sig til oktober, når den populære trio er klar med fire spritnye numre

I marts udgav indierock-gruppen Boygenius deres debutalbum The Record efter fem års ventetid. Gruppen, der består af Phoebe Bridgers, Julien Baker og Lucy Dacus, kunne høste den ene stjerne efter den anden for albummet – Blandt andet også hos GAFFA, hvor anmelder Emilie Schjeldahl kvitterede med fem flotte stjerner og konklusionen:

”Ved gennemlytning af pladen fra start til slut er der intet kedeligt moment. Det er faktisk bare magisk, når Phoebe Bridgers, Julien Baker og Lucy Dacus går sammen om musikken. The Record er et no-skip album. Det er resultatet af tre badass kvinders umådelige talent.”  

Nu annoncerer Boygenius, at de har mere musik på vej i form af en ny ep, der udkommer den 13. oktober. Ep’en har fået titlen The Rest og indeholder ifølge gruppen fire helt nye sange. Boygenius holder dog stadig kortene tæt ind til kroppen, og de har således kun afsløret åbningsnummeret, der går under titlen ”Black Hole”.  


Heldige Boygenius-fans kunne dog opleve "Black Hole" få sin live-debut, da gruppen spillede koncert i Boston i aftes. For nyligt gæstede Boygenius Danmark for allerførste gang, da de spillede koncert i Kb Hallen den 14. august. GAFFA havde sendt anmelder Peter Lykke Madsen afsted, som belønnede Boygenius med de maksimale seks stjerner:

”Der er sjældent oplevet så stor samhørighed og kærlighed mellem band og en meget dedikeret fanskare, som opnår en helt særlig connection. Kærligheden fra publikum kommer generelt til at præge koncerten og gør den til en ganske særlig oplevelse. Mest håndgribelige eksempel er, at der simpelthen er koordineret små papirhjerter ud til en stor del af salen, som bliver holdt op til ”We’re in Love”, der bliver virkelig smukt fremført af Lucy Dacus,” lød vurderingen blandt andet.  

Se en koncertoptagelse af åbningsnummeret her


STORT INTERVIEW: Phoebe Bridgers om MDMA, narcissistiske kærester og hvorfor hun hader "Friends"

ANNONCE