Direktør for SPOT Festival Gunnar Madsen modtager årets Nordisk Populær Union-pris
I går mødtes toppen af det nordiske sangskriver- og producernetværk i København, da årets Nordisk Populær Union-pris skulle uddeles. Bag værtskabet for topmødet stod interesseorganisationen Dansk Populær Autorer og foreningen Autor, og tidligere prismodtagere tæller blandt andet store danske kulturpersonligheder som Poul Reichhardt i 1973, Lisbeth Dahl i 1981, Povl Dissing og Benny Andersen i 1999. Prisen er blevet uddelt af repræsentanter fra alle nordiske lande siden 1967, og i år går prisen til aarhusianske Gunnar Madsen, der gennem sit arbejde som direktør for SPOT Festival og medgrundlægger af Music Export Denmark, har været en markant skikkelse i kulturpolitisk og musikudviklingskredse på nationalt såvel som internationalt plan:
- Det er et stort privilegium at modtage NPU's (Nordisk Populær Union, red.) anerkendelse for et arbejde, som i sig selv har været et privilegium. Mit arbejdsliv har siden midten af 70erne været et lykkeligt sammensurium af koncerter, musikpolitik, turneer, rejser, møder og lidt flere koncerter. Inspirerende og arbejdsomme sangskrivere, musikere, koncertarrangører og andre dedikerede musikformidlere har delt visionen om en fælles nordisk kultur, siger Gunnar Madsen i sin takketale under årets topmøde.
Gunnar Madsen blev indstillet til prisen af interesseorganisation Danske Populær Autorer og forening Autor, der arbejder for danske komponister, sangskrivere, producere og tekstforfattere med virke indenfor populærmusikkens genrer. Forperson for førstnævnte organisation, Tobias Stenkjær, understreger prismodtagerens store arbejde for vækstlaget på den danske musikscene i sin tale:
- Gunnar Madsen har med sin indsats for den rytmiske musik været med til at bane vejen for både dansk og nordisk musik. SPOT Festivalen har helt fra starten været et sted, hvor alle nordiske aktører kunne få potentiel eksponering, og Gunnar var også initiativtager til og en af grundlæggerne af Music Export Denmark, hvor han var næstformand i mange år, siger forperson for Danske Populær Autorer, Tobias Stenkjær.
Gunnar Madsen har dog ikke alene fokuseret på den danske musikscene. Tobias Stenkjær fremhæver også prismodtagerens store netværksarbejde udenfor landets grænser, som i dag kan spores i andre nordiske sammenhænge:
- Gunnar Madsen var med til at skabe den nordiske eksportparaply NOMEX og var på hurtigopkald, da norske by:Larm (norsk festival, red.) blev grundlagt samt det islandske musikeksportkontor. Gunnar Madsen er generøs med både netværk og viden, der gavner ikke bare den danske musikscene, men i høj grad den nordiske. Det har vi nydt godt af i over 30 år og vil med denne nordiske pris gerne sige en stor tak på vegne af de nordiske sangskrivere, komponister og producere, afslutter forperson for DPA, Tobias Stenkjær, i sin tale til Gunnar Madsen.
Aftenens hovedperson overdrager direktørposten for SPOT Festival til Rikke Andersen d. 1. december 2023.
LÆS OGSÅ: Leder af spillestedet Fermaten bliver ny direktør for Spot Festival