Nyhed

Dickey Betts er død, 80 år gammel

Den mangeårige guitarist fra The Allman Brothers Band er gået bort i sit hjem i Florida

Det er kun en måneds tid siden, GAFFA bragte en anmeldelse af Manley Field House, Syracuse University, April 7, 1972 - en liveoptagelse fra tiden umiddelbart efter guitaristen Duane Allmans død i en alder af bare 24 år.

Fremfor at implodere oven på tragedien valgte bandet at fortsætte, nu med bandets andenguitarist og medgrundlægger Dickey Betts som eneste guitarist. Nu er han død i en alder af 80 år i sit hjem i Florida, skriver flere medier. 

I årene op til den tragiske motorcykelulykke i '71 havde The Allman Brothers skabt deres helt egen lyd, hvis særkende netop var det rødglødende guitarparløb mellem de to guitarister Allman og Betts.


Bandet brød med selve den traditionelle rollefordeling mellem rytme- og leadguitarist – og samspillet mellem de to eminente guitarister var en væsentlig grund til, at Allman Brothers Band i deres bedste stunder var mere end bare bastant sydstatsrock: Det var meditativ, bevidsthedsudvidende bluesrock af en helt særlig aftapning.

Betts fortsatte med at være et centralt medlem af bandet frem til 2000, hvor han blev ekskluderet på grund af misbrugsproblemer. Han udgav sit solodebut (under navnet Richard Betts) Highway Call i 1974 og fulgte op med en lille håndfuld albums op gennem 70'erne og 80'erne, først med Dickey Betts & Great Southern og siden med Dickey Bettys Band.

Sydstatsrockikonet Gregg Allman er død


ANNONCE