Nyhed

Nu har The Smashing Pumpkins fundet deres nye guitarist

Det nye medlem af det store 90'er-band har spillet trommer for Taylor Swift

Det er ikke usædvanligt, at en musiker, af den ene eller anden grund, vælger at forlade et band. Når der er tale om et internationalt anerkendt orkester med flere årtier og flere deciderede kultklassikere på cv'et, er det imidlertid usædvanligt, at de vælger at gå ud med et offentligt stillingsopslag for at finde et nyt medlem.

Men det var ikke desto mindre, hvad The Smashing Pumpkins valgte at gøre et par måneder efter afskeden med deres ene guitarist, Jeff Shroeder. I januar delte bandet deres overraskende jobopslag på sociale medier - og nu er deres nye guitarist så fundet.

"Det var en enorm opgave at lytte sig igennem alle de her fantastiske musikeres arbejde - men umagen værd," lyder det fra bandets frontmand Billy Corgan i en officiel udtalelse - her gengivet fra Pitchfork - som fortsætter: 


"Først og fremmest vil jeg gerne takke alle, som har indsendt materiale til gennemlytning. I betragtning af, hvor meget fantastisk guitarspil, vi har fået lov at se og høre de seneste måneder, har det ikke været nogen let beslutning."

Ikke desto mindre er valget faldet på Kiki Wong - en kandidat, hvis arbejde Corgan allerede var bekendt med, inden hun søgte den ledige tjans som guitarist i The Smashing Pumpkins.

"Jeg var fan af Kiki, allerede før hun ansøgte - og det er fantastisk, at en så dygtig person som hende nu bliver en del af vores turnéfamilie. Jeg kan ikke vente med at tage på landevejen med Kiki som medlem af vores skøre cirkus. Det er et meget spændende øjeblik for The Smashing Pumpkins at have en så travl koncertkalender som i 2024. Vi ses til sommer!" 


Kiki Wong bot til daglig i Los Angeles og spiller i bandet Vigil of War. Hendes cv tæller også en mindeværdig liveoptræden med Taylor Swift, som hun akkompagnerede på trommer under Swifts fremførelse af sangen "Shake It Off" til MTV Video Music Awards i 2014. Det oplyser Pitchfork.

Billy og banden og kampen mod begrænsningens kunst

ANNONCE