Nyhed

Sebastian er årets Æresprismodtager ved Carl Prisen 2024

Tidligere prismodtagere er blandt andet Lars Ulrich, Anne Linnet, Bent Fabricius-Bjerre, Hanne Boel og Lise Cabble

Om præcist en uge løber Musikforelæggernes årlige prisoverrækkelse Carl Prisen af stablen for 12. år i træk. Prisen er opkaldt efter komponist Carl Nielsen, og der uddeles i alt 15 priser inden for rytmisk såvel som klassisk musik - blandt andet Æresprisen, hvor det i dag offentliggøres, at Sebastian er årets prismodtager. 

Musikforlæggernes bestyrelsesleder, Ole Dreyer, fortæller om udpegningen af årets Æresprismodtager i en pressemeddelelse.

"Sebastians musik har på en eller anden måde været i berøring med de fleste danskeres liv. Hans blændende gode melodier, de vedkommende tekster og hans evne til at søge forandringens vej, har gjort hans sange til noget betydningsfuldt for de fleste generationer. Han debuterede i 1971, da jeg var 9 år gammel, og allerede hans andet album ’Den Store Flugt’ er et monumentalt mesterværk, som de fleste har hørt sange fra i deres liv. Sange derfra som ”Når Lyset Bryder Frem”, Rose” og ”Hvis Du Tror Du Er Noget” er en del af den danske sangskat. Jeg ser frem til at hylde Sebastian og hans sangskrivning, der heldigvis er i fuld vigør, på den særlige måde, vi gør det på til Carl prisen 2024. Stort tillykke til Sebastian".


Med prisen følger en pengecheck på 50.000 kroner, som Sebastian traditionen tro giver videre til et nyt spirende sangskrivningstalent. Det offentliggøres dog først til selve prisoverrækkelsen på tirsdag, hvem han vælger at give pengepræmien videre til.  Tidligere Æresprismodtagere tæller blandt andet Lars Ulrich, Anne Linnet, Bent Fabricius-Bjerre, Hanne Boel og Lise Cabble. Sidstnævnte modtog prisen sidste år, og gav dengang sin præmie videre til Pil. 

LÆS OGSÅ: Stjernehold går sammen om særlig mindekoncert

ANNONCE