Nyhed

STATENS KUNSTFOND: To danske festivaler udvælges til at modtage milliontilskud

De to festivaler er blandt andet udvalgt for deres fokus på talentudvikling

Statens Kunstfond har netop offentliggjort, at den aarhusianske showcasefestival Spot Festival er udvalgt af Projektstøtteudvalget for Musik til at modtage et driftstilskud på to millioner kroner i en fireårig periode fra 2025 til 2028. Udover Spot Festival tilgodeser udvalget også Copenhagen Jazz Festival med knap 1,2 millioner kroner. Begge festivaler er hermed blevet inviteret til at indsende deres strategi med henblik på at modtage driftstilskuddet. 

I en pressemeddelelse skriver Statens Kunstfond, at udvalget har vurderet, "at begge festivaler med deres store arbejde og med hver deres markante musikalske profil spiller en særlig rolle for udviklingen af musiklivet i Danmark".

Udvælgelsen vækker glæde hos direktør for Spot Festival Rikke Andersen, som ser frem til de næste fire års festivalplanlægning. 


- Vi er meget glade for udmeldingen fra Statens Kunstfond, og at de nævner vigtigheden af SPOT Festival for dansk musikliv. Vi arbejder allerede på det materiale, der skal indleveres, og vi glæder os til at skabe en stærk og ambitiøs strategi for de næste fire års SPOT, sammen med bestyrelsen, udtaler Rikke Andersen til GAFFA.

Projektstøtteudvalget for Musik skriver i deres pressemeddelelse, at man i udvælgelsen har lagt særligt vægt på, at "festivalerne er samlingspunkt for deres forskellige genrer og virkeområder. Samtidig er de to festivaler med til at understøtte talentudvikling, mødet mellem musik og publikum samt dansk og international musikbranche".

Spot Festival løber af stablen den 3. til 4. maj, og Copenhagen Jazz Festival kan opleves fra den 5. til 14. juli.


LÆS OGSÅ: Statens Kunstfond åbner ny støttepulje til festivaler

ANNONCE