Nyhed

STEMNINGER: Baal annoncerer fire unikke koncerter

Fire aftener, fire sætlister, fire forskellige grundstemninger

I år kan den danske rockgruppe Baal - med Bjørn Fjæstad i front - fejre tredive års jubilæum. Tidligere på året udgav de deres seneste album, Circles, og i kølvandet på udgivelsen har de været på turné til en række danske spillesteder i februar og marts.

Nu er der så godt nyt, til dem som ikke fangede jubilarerne på vinterturnéen. Baal har nemlig netop annonceret fire koncerter på Hotel Cecil i København til december - med fire forskellige sætlister, og tematisk arrangeret omkring de fire elementer, som også udgør omdrejningspunktet på Circles.

"Circles kredser om de cykliske livsfaser, følelser og indre erkendelser. Cirkler, som former og danner os. Cirkler, der ofte sender os tilbage til start, men aldrig tilbage til nul - og altid med nye lag af erfaring og dybere forståelse i bagagen," hedder det i en pressemeddelelse, som uddyber: 


"Baal har nu besluttet at tegne 4 nye cirkler i sandet: Fire helt eksklusive koncerter som hver især cirkler tematisk og stemningsmæssigt om hver sit element og hvert sit grund-temperament: vand - det flegmatiske, ild - det koleriske, jord - det melankolske, luft - det sangvinske. Koncerterne vil være sammensat og kurateret af bandet selv med sange fra deres store bagkatalog – fra nye og gamle kendinge til obskure rariteter. Glæd dig til fire helt forskellige koncerter med hver sin helt egen stemning på Hotel Cecil." 

Baal debuterede med albummet Sensorama i 1996. De senere år har frontmanden Bjørn Fjæstad også markeret sig som solist ved en række teater- og hyldestkoncerter. I januar deltog han for eksempel i en stribe hyldestkoncerter til Leonard Cohen, som ville være fyldt 90 år til september.

Koncerterne på Hotel Cecil:


Mandag 16/12: Water –The Phlegmatic Concert
Tirsdag 17/12: Fire – The Choleric Concert
Onsdag 18/12: Earth – The Melancholic Concert
Torsdag 19/12:  Air – The Sanguine Concert

30 år og tæt på toppen – med en enkelt skønhedsfejl

ANNONCE