Nyhed

AI-positiv musiker: Kunstig intelligens kan understøtte, men ikke erstatte

Will.i.am er kendt for at være særligt AI-positiv. Nu præsenterer han RAiDiO.FYI, et banebrydende projekt, der viser, hvordan kunstig intelligens kan omforme musikbranchen, samtidig med at bevare kunstens menneskelighed

Will.i.am, kendt fra Black Eyed Peas, delte sine tanker om kunstens sårbarhed og kunstig intelligens (AI) under en samtale på EXIT-festivalen i Serbien. I en tid, hvor AI spiller en stadig større rolle i musikindustrien, understregede han, at det er afgørende for kunstnere at bevare deres sårbarhed, samtidig med at de omfavner teknologiens muligheder. "Kunst er sårbar, kreativitet er sårbar. At stå op og dele sin kunst, det er et sårbart øjeblik," udtalte han ifølge The Independent. Men udover det, er han overbevist om, at den kunstige intelligens kommer til at demokratisere musikindustrien, snarere end at ødelægge den. Med det mener han, at det bliver lettere for visse kunstnere at træde ind i branchen.

Den 49-årige musiker er en af de mest fremtrædende stemmer inden for musikbranchen, når det kommer til at udforske AIs potentiale, som NME beskriver det. I forlængelse af dette, har han for nyligt lanceret RAiDiO.FYI, en AI drevet radioplatform, der ifølge ham skal "gentænke radioen, som iPhonen gjorde det for telefonen".

Denne nye platform kommer på et tidspunkt, hvor AIs rolle i musikindustrien er til stor debat. Tidligere kunne GAFFA berette om, hvordan flere fagforbund gik sammen i kampen for at beskytte kunstnere mod AI-efterligninger. Derudover har over 200 kunstnere, herunder Billie Eilish og Nicki Minaj, underskrevet et åbent brev, der advarer mod AIs "rovdrift" i musikbranchen. Med udtalelser fra prominente kunstnere som Sting, der har kritiseret AI for at true "vores menneskelige kapital," og Nick Cave, der har kaldt AI i musik for en "grotesk hån," er det tydeligt, at der er en voksende bekymring blandt musikere over teknologiens rolle, rapporterer NME.


Frem for at lade sig bekymre for meget over AIs indflydelse på musikindustrien, forbliver Will.i.am optimistisk omkring den kustlige intelligens' potentiale. Han er nemlig overbevist om, at teknologien, når den bruges korrekt, kan være et kraftfuldt værktøj til at fremme kunst og kreativitet. Han tror derfor heller ikke på, at AI kan udkonkurrere de menneskelige aspekter, såsom nysgerrighed, spontanitet, kreativitet og konkurrencedygtighed, fortæller han i et interview med Euronews

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Da jeg fik en AI til at lave et album, opdagede jeg noget ved kreativitet

ANNONCE