Nyhed

DRØMMEHUG: Hugorm drager på eksperimenterende rejse på kommende album

Hugorm bryder ud af faste roller og giver slip på gamle vaner på kommende album

"Vi har haft lyst til at skabe musik, der disconnecter hjernen og går direkte i kroppen og sanserne, og som man ganske enkelt ikke kan stå stille til," lyder det i en pressemeddelelse fra Morten Gorm, guitarist i bandet Hugorm, om deres kommende album Drømmehug

Det danske band bestående af Simon Kvamm, Morten Gorm og Árni Bergmann er drejet ned af nye stier på deres kommende album. Hvor bandet før har holdt sig til det rå og rockede, forsøger de nu at give slip og overgive sig til det milde og klubbede. Med mottoet "Hugorm ved du hvor du har: overalt!," begiver bandet sig ud på en eksperimenterende rejse hvor de forsøger at nå ud i alle hjørner af det musikalske univers. 

"Ambitionen har været, at musikken på dette album skulle adskille sig fra det tidligere samt vise en ny og mere farverig side af vores projekt," lyder det fra Hugorm på deres Instagram.




Bandet bryder ud og giver slip på gamle rutiner. Ikke bare i genreforstand, men også instrumentalt forsøger bandet at afprøve nye roller på det kommende album.

“Jeg sidder ikke længere kun bag trommerne som trommeslager, men har rejst mig og indtager en mere flydende rolle blandt andet som sanger på et par numre. Det føles helt crazy og vildt grænseoverskridende, men også vildt sjovt!” fortæller Hugorms islandske Árni Bergmann.

Frontmand og forsanger Simon Kvamm forsøger ligeledes at give slip og har sænket paraderne i hans sangskrivning og dermed givet albummet et dybere personligt aftryk end tidligere albums.

“Det her album rummer nogle af de mest personlige og nøgne tekster, jeg nogensinde har udgivet. Det er som om det klubbede og dansable har åbnet brystkassen op, så der er direkte adgang til hjertet. Og det har betydet, at jeg har fået lyst og mod til at synge om min hverdag, mine nærmeste og mig selv på en måde, jeg ikke har gjort før.” fortæller Simon Kvamm.


Hugorm debuterede tilbage i 2020 med deres EP Folk skal bare holde deres kæft og har siden haft stor succes med blandt andet det anmelderroste album Tro, Hug og Kærlighed, som vandt GAFFAs pris for Årets Rockudgivelse i 2023.

I anledning af udgivelsen af deres kommende album kan Hugorm opleves på i nogle af landets største arenaer heriblandt Djursland Bank Arena i Aarhus og Royal Arena i København. Albummet Drømmehug udkommer 11. oktober og indeholder blandt andet numrene "Sådan er det", "Høj sol" og "Flaskehalsen peger på". 

Hugorm kan opleves her:
Torsdag 14/11: Jyske Bank Arena, Odense
Fredag 15/11: Djursland Bank Arena, Aarhus
Lørdag 16/11: AKKC, Aalborg
Fredag 22/11: Royal Arena, København


GAFFA-Pris-vinderne Hugorm: ”Vi er på vej til at lave nogle ting, som vi ikke har lavet tidligere"

ANNONCE