August Høyen har delt udgivelsesdato og trackliste på sit debutalbum
I går aftes (25/8, red.) annoncerede August Høyen i et opslag på Instagram, at hans debutalbum lander den 30. august.
Opslaget indeholder et billede af bagsiden, hvor man kan se de 11 tracks, der fremgår på det kommende album, der bærer titlen August.
Alle numre er skrevet og produceret af August Høyen, Laurits Smedegaard Andersen og T&O (Thomas Boesgaard og Oskar Hanak). Blandt andre figurerer singlen "Jaloux", der udkom tidligere på året.
August Høyens musikalske rejse tog fart i 2022 med succesfulde singler som "Vennerne skinner" og "Jeg regner med" samt debut-ep'en Det hele handler om dig (2023), som GAFFAs anmelder gav fire stjerner. Høyen beskrev sine sange i et interview med GAFFA sidste år i forbindelse med udgivelsen af debut-ep'en:
"Det gav mig en tro på, at man kan lave musik, der ikke nødvendigvis vil noget. At der er plads til pauser, og der er plads til at sige det, der skal siges. Det kan siges meget direkte i den slags musik. Min inspiration ligger hovedsageligt i musikkens simplicitet, og hvordan du kan fortælle nogle ret almindelige historier," fortalte Høyen og uddybede:
"Det handler om stemningen i nummeret, og ikke så meget andet. Alle danske sangskrivere stiler lidt efter CV Jørgensen, og hvis jeg ikke kan det, skal jeg fucking lade være med at prøve. Jeg har forsøgt at finde frem til, hvad jeg egentlig er god til, og det er at formidle følelser på en simpel måde. Det er der også noget fint i."
August Høyen har desuden optrådt på diverse festivaler - herunder dette års Northside, hvor han rystede Nova scenen og høstede fem stjerner.
AUGUST HØYEN-INTERVIEW: ”Kærlighed kan være klodset og forvirret”