Artikel

REPORTAGE: En række kig i krystalkuglen for dansk musiks fremtid

Vi er nået til tredjedagen, og der begynder at lugte af festival.

Den sødlige blanding af Mokai, friture og træflis. Vi har otte koncerter foran os, men man kan godt fornemme, at det absolut ikke er en prioritet for langt de fleste af dem på campingområdet.

Før tirsdagens program er der comedy på scenen, og det har trukket folk til. Desværre når de fleste at gå igen, da regnen kommer før første band går på. Hun havde ellers en relevant respons til en af standupperne, der havde hånet når artister brugte deres taletid på politiske ting, og ikke bare underholdte. A Mess har i den grad noget på hjerte, og hele hendes lyriske univers handler om sexisme og ligestilling. Det er en stærk kvinde med nogle vildt stærke sange, leveret med en konfliktsøgende insisteren på at tage snakken og kampen.

Bagefter fortæller hun, at ”det er vigtigt at der er rollemodeller for de unge piger - vise at man sagtens kan være kvinde og spille støjende guitar”. Hun er på mange måder inspirerende, som hun står som voksen kvinde og både udviser råstyrke er larmende og vildt catchy. Nogle gange kan hun næsten ikke være i sin krop for al den vrede, og det er en skøn kontrast til den glade festival og de idylliske omgivelser.

”Komikeren før sagde at det var ubrugeligt når kunstnere havde politiske budskaber. Jeg tænker at det er nødvendigt at bruge min taletid fornuftigt.” 

Lidt af den ild, kunne man godt savne hos de næste par acts. FABER skriver skønne sange og er helt igennem et henrivende setup, med tre kvinder stående med akustiske guitarer og dejlige stemmer. Det var en virkelig skøn stemning af stearinlys og et glas vin med en du holder af, men efter et nummer var der ikke rigtigt flere nuancer i det. Jeg får senere at vide, at hun plejer at spille med band, maskiner og alt muligt, men i dagens opstilling var det alt for smalt et udtryk, og det var svært at holde opmærksomheden fanget. 

Bagefter spillede søskendeparret ORA, med lækkert håndspillet popfunk. Der er noget helt særligt over søskende der synger sammen, og deres stemmer matcher perfekt. Lige nu er det mest velspillet potentiale, men man har ikke indtryk af at de er helt flyveklare endnu. De har dog en virkelig fed bandfeeling og er meget musikalske. Og så er det nærmest rørende hvor glad sangeren blev da han fik øje på sine venner blandt publikum. I det hele taget var det den fælles følelse og sammenspillet der blev deres styrke.

Helt det samme kan man ikke sige om Champagne Bruce der indtog scenen bagefter. Ene mand på vokal og DJ-pult, holdt han en utroligt charmerende fest. Det er garage, bounce og en uforfalsket fest. Det er helt oprigtigt sjovt, og han har det tydeligvis også selv skægt. Hvor de fleste andre bands har svært ved at holde sig til de 25 minutter, så vælger han at bruge fem af dem på at udpege en blandt publikum der har fødselsdag, hive ham op på scenen og åbne en flaske champagne til ham. Det koster til gengæld, at han må skære et nummer ud af settet, men efterfølgende fortæller han mig at ”det er vigtigt at interagere med publikum, og give dem en god historie at fortælle videre”. Så selvom det virker casual, sammenkastet og fjollet, så ved han hvad han foretager sig.

Kampen for at blive hørt og husket

Vi er nu 22 koncerter inde i årets Live Camp, og jeg må igen konstatere at niveauet er virkelig højt i år. Genre-mæssigt er det ikke så bredt som tidligere, men folk kan virkelig spille musik, og glæden ved at være ude igen er tydelig. ORA fortæller også fra scenen, at de ikke har lavet andet end at skrive sange i tre år, men har ikke haft nogen at spille dem for.

Det er også en af de allerførste koncerter Thea Blay spiller. ”Nu bliver det rigtig spændende. At gå fra at sidde alene med computeren til at dele det sammen med et band og se det vokse”, siger hun. Bandet har et dragende visuelt udtryk, og er nok de eneste på Live Camp der er tøjsponsoreret. Alt ser tjekket ud, bortset fra det alt for lille backdrop med hendes navn på. "Vi lavede selv backdroppet. Jeg følte at jeg var nødt til det, for jeg har slet ikke noget musik ude, så folk skulle kunne finde mig bagefter". Det er en meget korrekt iagttagelse, da der nok ikke er mange der kender de bands der spiller på den scene.

Man føler sig i godt selskab, men jeg savner nok lige den rigtig gode sang, jeg kan huske dagen efter. 

Generelt er dét en udfordring for upcoming kunstnere på festival. Mange af bandsene har publikum ikke en relation til i forvejen, og det tvinger musikerne til at kæmpe lidt mere. Både for at lokke folk ned til scenen, men specielt at holde på dem. Der ligger en stor opgave for frontfiguren. Den opgave tog Enilora på sig. Kæmpe star quality, og helt umulig ikke at holde af. Hun giver alle følelsen af at det lige præcis er dem hun flirter med og synger for. Sangene er ren sommer, og man får sådan lyst til at danse med hende.

Helt anderledes kølig var Agnes Hartwich bagefter. I tjekket stribet jakkesæt indtager hun scenen og beholder den. Hun har en fed stemme og overraskende gode hooklines. For min skyld kunne det godt være en tak hårdere. Lige nu virker det en smule modent og civiliseret, og det får hende til at virke kedeligere end sangene egentlig er. Hvis man gerne vil lave en Billie Eilish goes grunge, så må kanten godt være tydeligere.

Aftenens sidste koncert er den unge duo Baske. Håndspillet pop uden egentlige hooks, men troværdig ungdomsfølelse og der er noget meget opnåeligt over de unge drenge. Fint tænkt med autotune sammen med guitar og trommer. De laver koncertklassikeren hvor vi alle skal sidde ned for efterfølgende at springe op og gå amok. Nogen skulle måske have fortalt dem, at det er meningen at der så skal ske noget i det stykke. Aldrig har det set tammere ud, at folk bare rejste sig og stod igen. Det hjalp selvfølgelig ikke at teknikken drillede første gang de prøvede det, men det var simpelthen for sjusket.

I det hele taget var der lidt større tekniske udfald og problemer i år end der før har været, men til gengæld var lyden også bedre. Det kan godt være at det ser ret kedeligt ud med den ekstra lydmand på scenen, men hvis det gør at alting lyder så godt, så er det en pris der er værd at betale.

To vindere og ingen tabere

I løbet af de tre dage er der meget lidt opmærksomhed på konkurrencedelen. Det plejer dog at ændre sig den sidste times tid før afsløringen af vinderne, men i år virkede næsten alle bandsene meget afslappede omkring det. Tydeligvis var det primære bare at have spillet på festival og føle sig behandlet som stjerner. 

En halv time før midnat har dommerne voteret færdig, og først bliver August Høyen kaldt op for at modtage Tak Rock-prisen, og derefter ROYA, som vandt selve Live Campen. Man kan høre eller genhøre ROYA i dag - onsdag - når de åbner Teltscenen, og August Høyen på lørdag klokken 12.00 i Teltet.

Igen i år føles det som et privilegie, at få et indblik i den danske musikfremtid. En lang række kæmpe talenter, og jeg er slet ikke i tvivl om at vi kommer til at se meget mere til mange af dem.

ANNONCE