Nyhed

NU SKER DET: Overgrebs-anklaget rockikon kommer til Danmark

En af rockens mest kontroversielle skikkelser kommer til landet efter flere års karrierepause

Han var en af 90'ernes mest omtalte - og kontroversielle - rockstjerner, med hovedværker som Antichrist Superstar (1996), Mechanical Animals (1998) og Holy Wood (2000) på samvittigheden.

De seneste tre et halvt år har Brian Warners karriere imidlertid været på standby, efter at en række kvinder har beskyldt sangeren for seksuelle og voldelige overgreb begået over en længere periode. 

Nu er ventetiden imidlertid forbi for de danske fans, som er forblevet loyale over for Manson trods de verserende sager. Marilyn Manson har nemlig netop annonceret et besøg i KB Hallen den 17. februar 2025 - og billetsalget er allerede i gang lige her. 


Annonceringen falder på samme dag, som Manson giver sin første koncert i flere år. Han indleder nemlig idag (2/8) sin amerikanske turné med en koncert i Hersheypark, Pennsylvania. Herefter besøger Manson - med Five Finger Death Punch som opvarmning - en række amerikanske byer den næste måneds tid.

Marilyn Manson anno 2024. Pressefoto, Live Nation
Marilyn Manson anno 2024. Pressefoto, Live Nation

Sidst, Manson kunne opleves her i landet, var i sommeren 2018, hvor han gav koncert i Aarhus. Et lille år forinden havde han givet interview til GAFFA. Hans seneste album er We Are Chaos, som udkom i 2020.


Bølgen af alvorlige beskyldninger mod Brian Warner blev indledt i januar 2021, da ekskæresten og Westworld-skuespilleren Evan Rachel Wood stod frem med sine oplevelser med Warner, mens de to dannede par tilbage i 00'erne.

I 2022 stod Wood bag filmen Phoenix Rising, som præsenterer hendes version af forholdet med Manson og hendes efterfølgende kamp for at få stillet ham til ansvar for sine påståede overgreb. 

BAKSPEJLET: Da Marilyn Manson udgav sit sidste hovedværk - og GAFFA var med til releasefesten


ANNONCE