Nyhed

LIVECOMEBACK: Marilyn Manson annoncerer første turné i fem år

Den amerikanske rockstjernes karriere har været indstillet i flere år på grund af alvorlige overgrebsanklager

Han var en af 90'ernes mest omtalte - og kontroversielle - rockstjerner, med hovedværker som Antichrist Superstar (1996), Mechanical Animals (1998) og Holy Wood (2000) på samvittigheden. De seneste tre år har Brian Warners karriere imidlertid været på standby, efter at en række kvinder har beskyldt sangeren for seksuelle og voldelige overgreb begået over en længere periode. 

Nu er ventetiden imidlertid forbi for de fans, som er forblevet loyale over for Manson trods de verserende sager. Marilyn Manson har nemlig netop annonceret en amerikansk turné til august og september sammen med bandet Five Finger Death Punch. Det fremgår af en story på Mansons Instagramprofil. 

Turneen indledes i Hersheypark, Penssylvania, den 2. august og slutter en måneds til senere i Texas. Sidst, Manson kunne opleves her i landet, var i sommeren 2018, hvor han gav koncert i Aarhus. Et lille år forinden havde han givet interview til GAFFA. Hans seneste album er We Are Chaos, som udkom i 2020.


Bølgen af alvorlige beskyldninger mod Brian Warner blev indledt i januar 2021, da ekskæresten og Westworld-skuespilleren Evan Rachel Wood stod frem med sine oplevelser med Warner, mens de to dannede par tilbage i 00'erne.

I 2022 stod Wood bag filmen Phoenix Rising, som præsenterer hendes version af forholdet med Manson og hendes efterfølgende kamp for at få stillet ham til ansvar for sine påståede overgreb. 

GAFFA 40: Da Marilyn Manson væltede Vega


 

ANNONCE