Nyhed

The Breeders’ frontfigur udforsker nye veje med soloalbum - hør den nye single her

Kim Deal udgiver sin anden single "Crystal Breath" som en del af hendes debutsoloalbum

Kim Deal er i gang sit første soloprojekt og udgiver nu sin anden single forud for sit kommende album. Den nye single har titlen "Crystal Breath" og følger op på den første single "Coast." Begge singler er en del af det kommende soloalbum Nobody Loves You More, som udkommer den 22. november. Du kan lytte til den nye single "Crystal Breath" under artiklen.

Det kommende album har været længe undervejs, og de første sange, "Are You Mine?" og "Wish I Was," blev oprindeligt skrevet og indspillet i 2011. Den sidste indspilning til Nobody Loves You More fandt sted i november 2022, hvor de indspillede slutnummeret "A Good Time Pushed".

På det kommende soloalbum samarbejder Kim Deal desuden med flere fra sin musikalske fortid, blandt andre The Breeders-medlemmerne Kelley Deal og trommeslageren Jim Macpherson samt Fay Milton og Ayse Hassan fra Savages.


Kim Deal er en amerikansk musiker og sanger, bedst kendt som bassist i det alternative rockband Pixies og senere som frontfigur i bandet The Breeders. Hun tilsluttede sig Pixies som bassist tilbage i 1986, hvor hun også bidrog med sin vokal og skrev musik for bandet. 

Mens hun stadig var en del af Pixies, startede Kim Deal The Breeders som et sideprojekt sammen med Tanya Donelly fra Throwing Muses og sin tvillingesøster, Kelley Deal. The Breeders udgav deres debutalbum, Pod, i 1990.

I 1993, efter Pixies gik i opløsning, fokuserede Deal fuldt ud på The Breeders. Samme år udgav de albummet Last Splash, som blandt andet indeholdt singlen "Cannonball," der med sine mange millioner streams på Spotify kan siges at være et kommercielt hit.


Derudover har hun arbejdet på andre projekter som The Amps, der udgav albummet Pacer i 1995. I starten af 00'erne vendte The Breeders tilbage med albummet Title TK (2002). I 2018 var de aktuelle med albummet All Nerve, som GAFFAs anmelder gav fem stjerner. I 2023 kunne de Last Splash fejrer 30-års jubilæum, som bød på en genudgivelse af det succesfulde album fra 1993. 

Legendarisk indieselskab fejrer jubilæum med coveralbum


ANNONCE