Nyhed

AFHOLDT ULOVLIGT: Dansk festival kan være tvunget til at finde ny adresse

Musik i Lejet kan ende med at skulle skifte adresse, hvis ikke der kan laves en ny lokalplan

Når sommergæsterne mødes i Tisvildeleje til sommer for at synge med på Andreas Odbjerg, Medina og Veto, er det ikke sikkert, at bilens gps skal indstilles efter samme adresse, som Musik i Lejet de sidste mange år har haft til huse. 

En whistleblower har nemlig henvendt sig til Gribskov Kommune, som efterfølgende har konkluderet, at festivalen har været afholdt ulovligt uden de rigtige tilladelser de sidste 14 år. Det fremgår af oplysninger fra TV2. Ifølge mediet drejer sagen sig om en lokalplan, der altså ikke tillader at festivalen afholdes på området. Det kræver derfor en ny lokalplan, hvis festivalen skal have lov til at løbe af stablen på det samme vandkantsnære underlag i fremtiden. 

Formand for planudvalget i Gribskov Kommune, Bo Jul Nielsen (RV), håber dog, at der kan blive lavet en "midlertidig tilladelse, så festivalen i år kan løbe af stablen som planlagt". Det siger han til TV2. 


Musik i Lejet er planlagt til at finde sted i uge 29, fra den 18. til den 20. juli 2024 på Hovedgaden 114, 3220 Tisvildeleje. Festivalen har eksisteret siden 2009 og ligger placeret i vandkanten ved Hesselø Bugt. De seneste navne som er blevet tilføjet til plakaten er Andreas Odbjerg, Lord Siva, Strandz, Kundo, Bette og Ilma. Sidstnævnte fik fire ud af seks stjerner for sit debutalbum af GAFFAs anmelder, som beskrev albummet som "soundtracket til den fedeste forfest".

Sagen om festivalens beliggenhed ligger lige nu hos planudvalget, men den kan ende med at skulle blive behandlet i byrådet, hvis udvalgsmedlemmer kræver dette. Pressechef for Musik i Lejet, Jesper Gisli, udtaler til TV2, at en ny lokalplan er afgørende for festivalens fremtid: 

"Hvis man ikke laver lokalplan, der passer til det, er det jo en melding om, at man ikke ønsker Musik i Lejet. Og så må foreningen tage stilling til det", siger Jesper Gisli til mediet.

Musik i Lejet har en kapacitet på 10.000 besøgende, og festivalen melder allerede udsolgt i alle billetkategorier undtagen billetter til børn under 12 år og billetter til musikelskere over 65 år. Man kan skrive sig på venteliste til billetter her. 


LÆS OGSÅ: SMUKFEST '24: Hypet englænder blandt syv tilføjelser til sommerens program

ANNONCE