Nyhed

Danmarks største musikkonservatorium får ny rektor

Keld Hosbond bliver samtidig den første rektor ved konservatoriet, der refererer til en bestyrelse

Det Jyske Musikkonservatorium skal have ny rektor. 

Per 1. marts 2024 tiltræder Keld Hosbond som ny rektor ved Det Jyske Musikkonservatorium med afdelinger i Aarhus, Aalborg og Holstebro. Det oplyser konservatoriet i en pressemeddelelse.

Keld Hosbond er i forvejen et kendt ansigt hos det Jyske Musikkonservatorium, da han siden juni 2022 har ageret konstitueret rektor for konservatoriet.

I en pressemeddelelse står det beskrevet, at Keld Hosbond har en bred musikfaglig, pædagogisk og administrativ profil, og har en uddannelse som både musiker (rytmisk basunist fra DJM) og cand.scient.pol. (AU). Han har dermed i mere end 20 år været tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium som blandt andet underviser, planlægningschef og leder af konservatoriets internationale arbejde. Fra 2016 til 2022 fungerede Keld Hosbond som vicerektor.

Nyheden kommer med en ny bestyrelse
Det Jyske Musikkonservatorium har på linje med de øvrige kunstneriske uddannelser netop fået en bestyrelse. Keld Hosbond bliver således den første rektor ved konservatoriet, der refererer til en bestyrelse.

Bestyrelsesleder Morten Koppelhus udtaler i forbindelse med valget af Hosbond som ny rektor: 


"Vi er i bestyrelsen super glade og spændte, vi har blandt meget kvalificerede ansøgere fundet den helt rigtige person og ser i Keld den rigtige cocktail af viden og nysgerrighed, enorm kompetence og store ambitioner på DJM’s vegne. Bestyrelsen glæder sig til at komme i gang med arbejdet i tæt parløb med den nye rektor og med ledelsen, medarbejderne og de studerende. Et arbejder, der blandt andet handler om arbejdet med ny strategi for 2025-28". 

Keld Hosbond sætter også selv nogle ord på udnævnelsen som ny rektor:

"Jeg glæder mig utrolig meget til at være med til at føre denne fantastiske institution ind i fremtiden og til at være med til at skabe en ny strategi i tæt samarbejde med bestyrelse, studerende og ansatte. Stillingen som rektor er et drømmejob for mig, og jeg nyder arbejdet med at skabe de bedst tænkelige rammer for, at alle de talentfulde studerende kan folde deres potentialer ud. Til glæde ikke bare for dem selv, men for hele samfundet".

Med Keld Hosbond får Det Jyske Musikkonservatorium for første gang en rektor med en baggrund som rytmisk musiker.


Nu sidder 52 procent kvinder på vigtige bestyrelsesposter i Storbritanniens musikbranche

ANNONCE