Kommunerne har indberettet deres samlede budget for 2024. Vi dykker ned i tallene
OPDATERING: GAFFA henvendte sig til Greve Kommune for at få svar på, hvorfor kommunen lå i bunden af listen, og ifølge Danmarks Statistik budgetterede med minus 20 kroner pr. indbygger til musikarrangementer. Kommunikationschef i Greve Kommune Anne Pihl Rasmussen skriver i en mail til GAFFA, at der var tale om en indberetningsfejl, og at kommunen "bruger det samme beløb til musikarrangementer i 2024 som i 2023", som var 126 kroner pr. indbygger, hvilket løfter Greve Kommune væk fra gruppen af kommuner, som budgetterer mindst til musikarrangementer. Greve Kommune ligger derfor som nummer 72 sammen med Odsherred Kommune på rangstien over, hvem af de 98 kommuner der budgetterer flest penge til musikarrangementer.
Der er mange poster, som skal tilgodeses, når kommunerne skal indberette deres budget for resten af året. Ifølge data fra Danmarks Statistisk er de tre største poster på budgetterne i år børn og unge (27 procent), ældre og voksne med særlige behov (23 procent) og overførelser til personer (24 procent).
I budgettet for hver enkelt kommune bliver der også afsat penge til musikarrangementer. Samlet set har landets kommuner øget deres budget til musikarrangementer med 2,9 procent sammenlignet med budgettet i 2023. En stigning fra 895.574 kroner til 921.298 kroner.
Årets topscorer er her Køge Kommune, som har afsat 328 kroner per indbygger til musikarrangementer. Det er en stigning fra året forinden, hvor kommunen afsatte 320 kroner per indbygger. Køge Kommune bliver efterfulgt af Albertslund Kommune og Aalborg Kommune, der sammen udgør de tre kommuner, som altså budgetterer flest penge til musikarrangementer.
I bunden finder man kommunerne Læse, Samsø og Greve, hvor sidstnævnte når en bemærkelsesværdig sidsteplads med en budgettering på -20 kroner per indbygger til musikarrangementer i 2024. Til sammenligning budgetterede Greve Kommune med 126 kroner i 2023. GAFFA afventer svar fra Greve Kommune med en forklaring på det pludselige fald. Dyk selv ned i tallene her.
LÆS OGSÅ: Konsulent nægter sig skyldig i musiksvindel: Havde 69 streamingabonnementer