Nyhed

Han druknede som 30-årig for tre årtier siden. Nu hyldes han af danske kolleger ved fire koncerter

Kira Skov med flere fejrer ikonisk halvfemser-album med hyldestkoncerter til vinter

Han nåede kun at udgive et enkelt album - og give to koncerter i Danmark - inden han døde i en tragisk ulykke som blot 30-årig i 1997. I år fylder Jeff Buckley-albummet Grace så tredive år, og det fejres med en lille håndfuld koncerter i henholdsvis Herning, København, Aarhus og Aalborg i januar 2025.

Her vil Kira Skov, Silas Bjerregaard, Ginne Marker, Nicklas Sahl og Bjørn Fjæstad fortolke Jeff Buckley - som i øvrigt selv var en stærk fortolker af andres forlæg. Selvom der næsten er et år til, begynder billetsalget til de fire hyldestkoncerter allerede på fredag den 23. februar.

Grace er uundgåeligt. Som for mange andre ramte det mig i gymnasietiden i en kombination af stærke emo-følelser og sangenes rå attitude med en sanger af guds nåde," udtaler Silas Bjerregaard i en pressemeddelelse og uddyber:


"Jeff Buckleys pludselige død gav albummet legendestatus, men her 30 år senere står det, debut eller ej, stadig som én af de mest betydningsfulde rockudgivelser nogensinde og unik for hele 90’er-æraen i perfekt balance mellem Buckleys beskidte grunge-inspiration og inderlig ynde.”

De fem solister vil blive bakket op af et særdeles kompetent band bestående af bassist Troels Skjærbæk, guitarist Rune Kjeldsen, trommeslager Jesper Lind og Henrik Lindstrand på keys og klaver. Lindstrand, som mange kender fra hans tid som medlem af Kashmir, udtaler:

"Jeg spillede med i orkestret i Vega i 1998 til en hyldestkoncert for Jeff Buckley, som døde året inden. Dengang var jeg lige blevet introduceret for hans musikalske univers, som fuldstændig skyllede over mig med al dens intensitet og sjælfuldhed. Når jeg lytter til albummet Grace i dag, er det bemærkelsesværdigt, hvor friskt og vedkommende det stadig lyder. For mig, er det ikke kun en klassiker, men også et af få tidløse værker, som bare er der.”


Turnéplan

03.01.2025 – MCH Herning Kongrescenter, Herning
04.01.2025 – DR Koncertsalen, København
11.01.2025 – Musikkens Hus, Aalborg
12.01.2025 – Musikhuset Aarhus, Aarhus

Dum dvd, dummere cd og seværdig dokumentar


ANNONCE