Nyhed

I DAG: Kulturministeren afholder stormøde om omdiskuteret millionforsøg

80 organisationer og foreninger skal komme med anbefalinger til ministeren om, hvordan et kulturpas til sårbare unge kan udformes

Som en del af finansloven afsætter regeringen 140 millioner kroner til en forsøgsordning med et kulturpas, der er målrettet sårbare unge. Passet skal tildeles unge, som hverken er under uddannelse eller i arbejde, og skal være med til at øge trivslen for netop denne gruppe gennem gratis adgang til kulturelle oplevelser:

"Kunst og kultur kan, når det er bedst, både øge trivslen og selvtilliden blandt unge, uanset om det er gennem deltagelse i idrætsforeninger eller en tur i teatret. Kunst og kultur skal ikke være forbeholdt de mest ressourcestærke grupper i samfundet," skrev kulturministeren i en pressemeddelelse, da finanslovsudspillet blev fremlagt i efteråret 2023.

I dag inviterer kulturminister Jakob Engel-Schmidt 80 organisationer og foreninger til et stormøde i Slots- og Kulturstyrelsen, hvor man vil engagere kulturlivet, således at så mange unge som muligt får gavn af forsøgsordningen. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse. De 80 inviterede organisationer og foreninger skal være med til at komme med idéer og anbefalinger til udformningen af kulturpasset, og ifølge kulturministeren er det vigtigt, at forskellige fagområder bliver inddraget:


”Det giver ikke mening at lave et kulturpas, hvis de unge ikke kommer til at bruge det. Derfor har vi brug for både indspark og engagement fra de aktører, der kender målgruppen bedst. Vi skal have så mange erfaringer og idéer som overhovedet muligt i spil. Derfor har jeg inviteret eksperter fra mange forskellige fagområder ind til gruppearbejde, hvor vi kan dele erfaringer. Jeg har allerede fået mange gode bud og mange tilkendegivelser, så det vil jeg gerne takke for. Men jeg forventer også, at kulturlivet går sammen og engagerer sig i kulturpasset – ellers når vi ikke målet. Det er helt essentielt, at vi samarbejder, og at alle er med, hvis vi skal få de unge ind til udstillinger, til koncert eller lade dem blive en del af fællesskaberne i vores foreninger" siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt i en pressemeddelelse.

Et omdiskuteret pas
Kulturministeren udtale i efteråret, at man ville hente erfaringer fra lignende ordninger i udlandet. Kulturpasset har dog været debatteret fra flere sider. Blandt andet af lektor ved Center for Ungdomsforskning under Aalborg Universitet Anne Mette W. Nielsen, som såede tvivl om passets effekt over for Ritzau i Kulturmonitor, da lignende ordninger fra udlandet ikke har været succesfulde eller ikke sammenlignende, da de eksempelvis er blevet brugt til at kickstarte kulturbranchen efter coronanedlukninger. 

"Dels er passet i flere lande ikke blevet brugt ret meget, og andre steder er det blevet brugt utilsigtet. Eksempelvis delte Frankrig 300 euro ud til 18-årige i 2021, men 70 procent af pengene blev brugt på manga-tegneserier," udtalte Anne Mette W. Nielsen.


GAFFA talte efterfølgende med Karin Ji Tøttenborg, der arbejder som leder i Ungdomsspor og vejleder i organisationen Opgang2, som er også er på listen over inviterede organisationer til dagens stormøde hos Slots- og Kulturstøtten. Opgang2 arrangerer kulturoplevelser til sårbare unge, der af forskellige årsager ikke kan deltage i normale kulturtilbud. En stor del af arbejdet hos Opgang2 består derfor i at skabe et rum, hvor den unge føler sig tryg i, og her fremhævede Karin Ji Tøttenborg en udfordring:

- Der er en gruppe af unge mennesker, som sidder isoleret derhjemme, og som ikke har et socialt liv eller et netværk. De kommer ikke udenfor døren – også selvom tilbuddet er gratis. Her tror jeg ikke et kulturpas vil gøre nogen forskel. Vi har brug for at få den gruppe ind til os, for vi ved, at vores fællesskab er med til at åbne dem op. Og dér kan de få gavn af gratis kulturoplevelser, siger Karin Ji Tøttenborg til GAFFA.

Stormødet finder sted i dag fra klokken 14:30 til 16:30. 


FINANSLOV: Kulturorganisation tvivler på nyt kulturpas

ANNONCE