Caves fortolkning af fransk klassiker indgår på nyt soundtrack produceret af Jack Antonoff
Den australske sanger Nick Cave har lavet et cover af sangen “La Vie En Rose” i forbindelse med serien The New Look.
Sangen er produceret af Jack Antonoff, der har produceret hele soundtracket til serien, som havde premiere i midten af februar måned på Apple TV. Antonoff har produceret flere af Taylor Swifts album, og samarbejdet med både Lana Del Rey og Troye Sivan.
Sangen ”La Vie En Rose” blev oprindeligt udgivet i 1947 af den franske sangerinde Edith Piaf, som også huskes for signatursangen “Non, je ne regrette rien”. Teksten til ”La Vie En Rose” handler om glæden ved at finde sand kærlighed og var henvendt til de mange mennesker, der havde været igennem hårde tider under 2. verdenskrig.
The New Look-serien vil gennem 10 episoder fortælle historien om, hvordan mode-ikonerne Christian Dior, Coco Chanel, Pierre Balmain og Christóbal Balenciaga formåede at skabe mode under anden Verdenskrig.
Soundtracket til serien kommer til at indeholde 10 sange, som alle vil være nutidige covers af sange fra første halvdel af det 20. århundrede.
Sidste måned delte Florence + The Machine deres version af ”White Cliffs Of Dover” fra samlingen, inden The 1975 udgav deres fortolkning af ”Now Is The Hour”, og Lana Del Rey delte sit cover af Irving Berlins ”Blue Skies”.
Udover at være en del af soundtracket til The New Look-serien er Cave også aktuel med underlægningsmusik til den nye film om Amy Winehouse, Back to Black. Filmen, hvis hovedperson spilles af Marisa Abela, får verdenspremiere den 12. april.
Sidst, Cave kunne opleves i herhjemme, var i sommeren ’23, hvor han besøgte Heartland-festivalen til en snak om sin bog Faith, Hope & Carnage.
SHANE MACGOWAN ER DØD: Her er hans stærke duetter med Nick Cave og Sineád O'Connor