Nyhed

Musikfagforbund råbte vagt i gevær: Nu reagerer kulturministeren

Kulturministeren vil undersøge, om formuleringer kan tilpasses "for at undgå misforståelser"

De to musikfagforbund Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund råbte vagt i gevær, da kulturministeren fremsatte et nyt lovforslag, som skulle modernisere den nuværende ophavsretslov. Lovændringen foreslog blandt andet, at ophavsretsloven skulle omformuleres til at være kønsneutral, så det ikke længere hed "ophavsretsmand", men i stedet "ophavsretsperson", og at ministeriet vil nedsætte en ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til lovgivning, som beskytter kunstneres rettigheder mod kunstig intelligens. 

Men lovforslaget indeholdt også en formulering, som betød, at "udgivne lydoptagelser" kun omfattede fysiske salg, og altså ikke digitale formater. Det mente chefjurist i Dansk Musiker Forbund Morten Madsen:

“Kulturministeriet beskriver begrebet ”udgivne lydoptagelser” på en måde, så det risikerer at smitte af på vores Gramex-ordning. Det kan komme til at betyde, at ordningen, der sikrer musikerne betaling, ændres fra at gælde al musik, både digitalt og fysik udgivet, til kun at dække fysiske udgivelser som eksempelvis lp’er og cd'er. Det betyder, at broderparten af den i dag udgivne musik i så fald ikke længere vil give vederlag (betaling, red.) til musikerne gennem rettighedsorganisationen Gramex,” forklarer chefjurist i Dansk Musiker Forbund Morten Madsen.   


Forperson i Dansk Musiker Forbund mente, at kulturministerens formulering ikke var tidssvarende, og også brød med international lovgivning:

“Det er nærmest som om, regeringen forsøger at rejse tilbage i tiden med det her forslag. Og det er vores klare vurdering, at det vil være et brud med de aftaler, Danmark har indgået med de øvrige EU-lande, hvor man anser lydoptagelser, der alene er stille til rådighed via digitale platforme som udgivne lydoptagelser” sagde forperson Thomas Sandberg.

LÆS OGSÅ: Juridisk og politisk direktør i Koda fratræder


Kulturministeren reagerer
Kulturudvalgsmedlem Katrine Daugaard (LA) sendte bekymringerne fra Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund videre til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), hvori hun bad kulturministeren om, at "kommentere henvendelsen" fra de to fagforbund, om ministeren fandt "kritikken relevant" samt hvorvidt lovforslagsændringen "vil medføre dårligere indkomstvilkår for danske musikere".

LÆS OGSÅ: GAFFA spørger politikerne: Katrine Daugaard (LA)

Den 30. januar udgiver kulturministeriet et svar til Kulturudvalget, hvori Jakob Engel-Schmidt understreger, at ændringerne i ophavsretsloven ikke skal "ændre på, hvornår noget er udgivet og ikke udgivet", og at formuleringen allerede eksisterer i den nuværende og gældende ophavsretslov, hvor Jakob Engel-Schmidt ikke læser formuleringen på samme måde, som de to fagforbund: "Efter min opfattelse ændrer lovforslaget ikke på, hvornår noget er udgivet eller den måde". Kulturministeren afslutter sit svar til Kulturudvalget med, at han vil undersøge, om man kan tilpasse formuleringen "for at undgå misforståelser". 


Høringsfristen var den 12. januar, og de nye lovændringer forventedes at træde i kraft den 1. juli 2024.

LÆS OGSÅ: OPRÅB: Det er nærmest som om, regeringen forsøger at rejse tilbage i tiden med det her forslag

ANNONCE