Nyhed

Efter sekscifret bevilling: Kulturværftet offentliggør open call

Kulturværftet åbner for ansøgninger fra tværæstetiske projekter, der får mulighed for at låne stedets professionelle rammer og udstyr

Kulturværftet i Helsingør bliver tilgodeset med en bevilling på 450.000 kroner fra Statens Kunstfond, som skal være med til at styrke stedet. Kulturcenteret - som også er et regionalt spillested - offentliggør nu et open call for musikdramatiske projekter, som får lov til at udfolde sig i Kulturværftets rammer. I en pressemeddelelse skriver Kulturværftet, at alle musikdramatiske projekter er velkomne, så længe at lyd er det bærende element. Programredaktør hos Kulturværftet Georg Rasmussen udtaler, at man særligt er på udkig efter eksperimenterende projekter:

”Vi vægter især projekter, der udmærker sig i den mere eksperimenterende del af samtidskunsten. Her stiller Kulturværftet koncertsale og alternative rum samt alt det udstyr, de rummer, til rådighed”, uddyber Georg Rasmussen. 

Kulturværftet er et regionalt spillested og kulturhus, som årligt tiltrækker omkring 140.000 gæster. I forbindelse med den økonomiske støtte fra Statens Kunstfond bliver Kulturværftet også en del af et landsdækkende netværk med andre spillesteder og scenekunstinstitutioner, som skal bygge bro mellem musik og scenekunst til nye musikinstallationer, moderne opera og musicals samt andre musikdramatiske projekter. Ud over Kulturværftet består netværket af Børnekulturhus Ama’r, Teater ZeBU og Metropolis i København, Fredericia Musicalteater, Nordisk Teaterlaboratorium i Holstebro, Radar i Aarhus samt Teater Momentum, Den Fynske Opera og Nørregaards Teater i Odense.


De heldige, som bliver udvalgt gennem open-call-ansøgningsprocessen, kan se frem til at kunne låne Kulturværftets koncertrum og udstyr i op til tre uger ad gangen i 2024 og 2025. Læs mere og ansøg her.

LÆS OGSÅ: Ny rapport: De fleste kulturinstitutioner indsamler data, men mange ved ikke, hvordan det skal bruges

 


ANNONCE