Den 78-årige guitarist udgiver nyt album på fredag
Det er efterhånden mere end halvtreds år siden, The Doors gik i opløsningen efter godt fem hektiske år og udgivelsen af en håndfuld af rockmusikkens mest originale og slidstærke album.
Den legendariske frontmand Jim Morrison døde som 27-årig i 1971, og i 2013 fulgte bandets keyboardspiller Ray Manzarek, som døde af cancer på et hospital i Tyskland i en alder af 74.
Nu er der imidlertid godt nyt til fans af The Doors. Gruppens nu 78-årige guitarist er nemlig klar med nyt album med sit band The Soul Savages. Det udkommer på fredag, og er allerede blevet indvarslet af to singler - du kan høre den seneste under artiklen.
Det kommende album hedder slet og ret Robby Krieger & The Soul Savages og er det seneste udspil i en solokarriere, som strækker sig et halvt århundrede tilbage i tiden.
Efter Jim Morrisons død udgav The Doors yderligere to album uden ham, Other Voices (1971) og Full Circle (1972), som - ikke overraskende - var et godt stykke fra at matche hovedværker som Waiting for The Sun (1968), Morrison Hotel (1970) og L.A. Woman (1971).
Efter den endelig opløsning af The Doors dannede Krieger sammen med Doors-trommeslageren John Densmore gruppen Butts Band, som udgav to album i 1974-75. I '77 fulgte hans egentlige solodebut med albummet Robbie Krieger & Friends.