Nyhed

MINDEKONCERT FOR MICHAEL FRIIS: "Han elskede mennesker, og det var definerende for den måde, han var musiker på"

Amager Bio er vært for en stjernespækket hyldestaften til ære for afdøde bassist Michael Friis

Søndag 25. februar 2024 er der mindekoncert i Amager Bio for bassisten Michael Friis, der gik bort på lillejuleaftensdag sidste år.

Michael Friis, der trådte sine første musikalske skridt i 60'ernes pigtråd-, jazz- og bluesmiljø, efterlod sig et aftryk på den danske musikscene, der vil blive husket gennem årtier.

Hans musikalske rejse strakte sig fra Culpeper's Orchard og Anima til et langvarigt samarbejde med Sebastian, hvor Friis efterlod en uudslettelig signatur på album som Cirkus Fantastica og 80'ernes Boheme.


Michael Friis' dedikation til musikken var ikke kun begrænset til scenen. Som en af hovedaktørerne i Ken Gudman Mindefond, der hylder musikalsk talent i overensstemmelse med de dyder, som trommeslageren Ken Gudman stod for, var Michael Friis en drivkraft bag anerkendelsen af kolleger i musikbranchen. Hans generøsitet gjorde ham til et værdsat medlem af fondens bestyrelse gennem flere årtier. Det forklarer Amager Bio i en pressemeddelelse i anledning af næste måneds mindekoncert.

Her vil prominente danske musikere som Sebastian, Lasse & Mathilde, Erann DD og mange flere samles for at ære deres kollega. Michael Friis vil samtidig blive tildelt en særlig udgave af Ken Gudman Prisen, og Det Danske Rockakademi vil tildele ham et æresmedlemskab.

Gry Harrit, sanger og sangskriver, der var en nær ven af Michael Friis, beskriver ham som en person, der altid så det dybere i mennesker. "Han elskede mennesker, og det var definerende for den måde, han var musiker på. Hans tilgang til musikken var stærkt forbundet med den kærlighed, han grundlæggende havde til andre mennesker," udtaler Harrit i pressemeddelelsen.


Mindekoncerten finder sted den 25. februar 2024 kl. 19.30 i Amager Bio. Billetter kan erhverves på ticketmaster.dk  til 275 kr. i forsalg eller til 290 kr. i døren. For mere information, besøg www.amagerbio.dk.

NEKROLOG: God vind frem - men husk bassen

ANNONCE