Nyhed

Nye problemer i Esbjerg – arrangement først aflyst og nu flyttet

Arrangørerne omkring Death Shall Rise var først nødt til at aflyse og nu flytte koncerterne med Terrorpy, Chokeholder og Callous.

Esbjerg oplever for tiden store omvæltninger på musikfronten: Først blev projektet omkring det planlagte spillested Fabrikken skrinlagt, og Esbjerg Kommune kunne efterfølgende fortælle, at der "har været vandtætte skotter" omkring konsulent Ronnie Hansens opgaver. Det hele blev også diskuteret i RadioVictorias kulturpodcast i Esbjerg.

Nu så støjklager omkring Huset Esbjerg ud til at sætte en stopper for Death Shall Rise-koncerterne med metalgrupperne Terrorpy, Chokeholder og Callous lørdag den 27. januar. Heldigvis var hotel Esbjerg Park villig til at invitere Death Shall Rise-arrangørerne inden for.

Arrangørerne Jan Bergmann Jepsen og Brian Jakobsen har været ude for en vaskeægte roller-coaster-tur og erklærer over for GAFFA: "Det var selvfølgelig noget af en mavepuster at få tre dage før koncerterne, at vi måtte aflyse og så på grund af en støjsag, som alle på Huset var uvidende om fandtes. Jeg synes, det er uordentligt at komme med sådan noget tre dage før. Men vi fik aflyst, og så var det ligesom det. Men vi tænkte jo på, hvad der måske kunne lade sig gøre, og det samme gjorde andre. Jeg prøvede at sende Jeanette Pedersen fra Esbjerg Park en besked om, om hun kunne huse et metalarrangement på lørdag, og hun ringede tilbage en time senere og sagde, at det ville hun da gerne. Så en kæmpe tak for at sige "ja" til hende og holdet bag Esbjerg Park," siger arrangørerne og fortsætter:


"Ydermere fik vi talt en del i telefon med en masse folk, der har samme holdning som os. Nu er nok nok. Så det bliver spændende snart at mødes med alle disse folk og brainstorme idéer. Vi er oven ud lykkelige for, at det kan lykkes og endda med, at vi også kan sælge flere billetter i døren til et ellers udsolgt arrangement. Og også at de frivillige på Konfus uden at blinke siger ja til at komme og hjælpe med at afvikle. Det er guld værd. Så som jeg skrev i et tidligere opslag på Facebook. Kulturen er død. Længe leve kulturen, og jeg tilføjer så... Der skal bare ildsjæle til at skabe kulturen og ikke folk, der ikke mærker kulturen."

Christian Korsgaard fra Esbjerg Kommune udtaler til GAFFA: “Huset Esbjerg ejes og administreres af Esbjerg Kommune. Der er kommet en klage omkring støjgener til koncerter, som vi forholder os til nu. Vi har måske, ud fra et forsigtighedsprincip, aflyst arrangementet på lørdag lidt for hurtigt. Vi vil naturligvis være gode naboer."

Han fortsætter: "Esbjerg Kommune har hyret et eksternt firma, som på baggrund af støjmålinger vil fremsætte konkrete anbefalinger til, hvordan støjen kan nedbringes. Vi er blevet stillet i udsigt, at anbefalingerne er klar i slut-februar."


"Umiddelbart kan arrangementer afholdes på Huset, men det afhænger så både af den eksterne firmaets rapport og Teknik & Miljøs eventuelle afgørelse omkring, om klagen afvises, problemet er blevet løst eller om der skal gives et påbud. Vi er meget glade for de forskellige initiativtagere og arrangører på Huset og håber, at der kommer en tilfredsstillende løsning for alles parter.”

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Esbjergs kulturelite har fejlet

ANNONCE