Ansøgningerne strømmer ind efter at bandet delte offentligt stillingsopslag tidligere på måneden
Det er ikke usædvanligt, at en musiker, af den ene eller anden grund, vælger at forlade et band. Når der er tale om et internationalt anerkendt orkester med flere årtier og flere deciderede kultklassikere på cv'et, er det imidlertid usædvanligt, at de vælger at gå ud med et offentligt stillingsopslag for at finde et nyt medlem.
Men det var ikke desto mindre, hvad The Smashing Pumpkins valgte at gøre tidligere på måneden, hvor de via Instagram indledte rekrutteringen af en ny guitarist. "Ansøgningsprocessen er åben for enhver, som måtte være interesseret," hed det i opslaget - og det er der en hel del håbefulde guitarister, som har valgt at reagere på.
Faktisk så mange, at det har krævet otte fuldtidsansatte at forholde sig til de mere end 10.000 ansøgninger. Det skriver The Smashing Pumpkins i et nyt Instagram-opslag i dag (17/1, red.). Det er et par måneder siden, Billy Corgan og kompagni tog afsked med deres ene guitarist, Jeff Shroeder.
"Selvom det var en meget vanskelig beslutning, har jeg besluttet at forlade bandet for at skabe plads til at udforske en lidt anden vej," lød det tilbage i oktober i en officiel udmelding fra Shroeder, som havde været med i bandet siden midten af 00'erne.
Sløj Billy Corgan gennemførte to en halv times jammerlig sjælløs koncert