Nyhed

Queerfællesskaber og techno-kærlighedsfest: Dansk multikunstner vender hjem efter international turné

For første gang i over et år kan man opleve den danske multikunstner til en koncert på dansk jord

Den danske trance-technokunstner Peachlyfe har turneret i 23 lande på fire kontinenter det seneste år og vender nu karavanen mod hjemlandet, hvor de åbner kufferten for de oplevelser og erfaringer, de har samlet sammen under rejsen. Personen bag Peachlyfe, Petra Skibsted, har en musikalsk baggrund som jazzmusiker, men flyttede i 2018 til Berlin, hvor de blev en del af queermusikmiljøet. Opholdet i Berlin skulle vise sig at blive startskuddet for trance-techno-projektet Peachlyfe, der sidenhen har turneret internationalt, og som udkommer med debutalbummet Permission to Roam i slutningen af februar.

Den 26. januar indtager Peachlyfe Pumpehuset i København, hvor de inviterer til en fejring af queerfællesskabet, som altså bliver den første koncert i Danmark i over et år. Et fællesskab, som har haft en helt særlig betydning under Peachlyfes internationale turné:

”Det vigtigste, jeg har taget med mig fra de her turnéer, er, at lige meget hvor man kommer hen, og hvor mange kulturelle normer der er, så finder queerpersoner altid en måde at finde sammen og skabe nogle rum, hvor man kan udveksle idéer og kærlighed,” siger Peachlyfe i en pressemeddelelse.

En organisk musikoplevelse


Showet i Pumpehuset har titlen Roaming the Premises with Peachlyfe & Friends, og udover hovednavnet kan publikum se frem til at opleve to andre kunstnere, som er udvalgt og inviteret af Peachlyfe.

Pumpehuset bliver derfor denne aften også indtaget af kenyansk-britiske N.E.Girl, som er opvokset i London, og trækker musikalske tråde til den britiske undergrundsscene, mens hun samtidig bruger sin kulturelle baggrund fra Kenya aktivt i sine dj-mix. Derudover kan man opleve den danske dj Britney Speed, som er en del af det københavnske pornokollektiv Bedside Productions, og som bliver beskrevet som en "konsekvent og elsket skikkelse i Københavns undergrundsmusikscene". Ifølge Peachlyfe, så håber man, at showet kommer til at udforme sig til én samlet oplevelse og ikke tre individuelle koncerter: 

"De (N.E.Girl og Britney Speed, red.) er både mine gode venner og to kunstnere, jeg ser rigtig meget op til. Jeg spurgte dem, om de ville være med til at lave en organisk aften, hvor alt spiller sammen – det skal føles som én koncert og ikke tre," siger Peachlyfe, som også har inviteret den danske kunstner Nikita XDX til at skabe showets visuelle udtryk.


Man kan allerede nu købe billetter til Roaming the Premises with Peachlyfe & Friends, som finder sted den 26. januar i Pumpehuset. Læs mere og køb billet her.

LÆS OGSÅ: MERE END MUSIK: Ida Corr klar med ny ep og klubkoncept




ANNONCE