Nyhed

TINDERBOX 2024: Den fynske festival smider endnu et par trumfer

Seksstjernet amerikansk popnavn er blandt fire tilføjelser til sommerens program

Med navne som Lenny Kravitz, Bryan Adams, Avril Lavigne, Suspekt og Ukendt Kunstner har folkene bag Tinderbox allerede leveret flere gode grunde til at tage til Odense den sidste weekend i juni. Ikke mindst Lavigne er en interessant booking - hun har nemlig ikke optrådt herhjemme siden 2008.

I dag er Tinderbox så klar med yderligere fire navne. Og mens onde tunger ville sige, at både Lavigne, Adams og Kravitz har deres storhedstid bag sig, er der denne gang tale om et par særdeles tidssvarende navne.

Øverst på listen over dagens tilføjelser finder man således det 38-årige, amerikanske popfænomen Janelle Monáe, som udgav sit fjerde album sidste sommer. "Soundtracket til din sommer er lige landet," noterede vores anmelder i sin seksstjernede bedømmelse af albummet. 


Seks stjerner var i øvrigt også bedømmelsen, da hun udgav sine foregåede album The Electric Lady (2013) og Dirty Computer (2018). "Beyoncé skal gi’ en balle på poptronen," lød opfordringen fra vores anmelder i forbindelse med sidstnævnte. Monáe kunne sidst opleves herhjemme på Roskilde Festival i '19 - også en fest af de mere mindeværdige, ifølge GAFFAs udsendte.

Amerikanske Beth Hart har opbygget et loyalt, dansk publikum gennem årene. Her ses hun på Smukfest i 2017. Foto: Kim Matthäi Leland
Amerikanske Beth Hart har opbygget et loyalt, dansk publikum gennem årene. Her ses hun på Smukfest i 2017. Foto: Kim Matthäi Leland

Blandt de fire nye navne på festivalprogrammet er også amerikansk-cubanske Camila Cabello, som skulle have spillet i Royal Arena i foråret '20 - en koncert, der blev aflyst på grund af COVID19-pandemien. Hertil kommer Beth Hart, som gennem årene har opbygget en loyal, dansk fanskare - og Mø, som netop har annonceret en udvidet jubilæumsudgave af gennembrudsalbummet No Mythologies to Follow.


"Vi er rigtig glade for endelig at kunne præsentere Camila Cabello på dansk grund. Hun har i den grad været med til at forme den internationale popscene og bringe nye musiktraditioner ind i popkulturen. Også Janelle Monáe har i mange år været med til at skubbe til grænserne for populærkulturen og sætte samfundsaktuelle problematikker på dagsordenen i et vanvittigt velklingende og medrivende musikunivers," udtaler Tinderbox-booker Nikoline Skaarup og tilføjer:

"At de flankeres af Beth Hart og Mø, som også er to – på hver deres måde og for hver deres generationer – meget toneangivne artister, gør det til en rigtig fed dag at være musikbooker på."

Tinderbox afvikles den 27.-29. juni og fra næste torsdag - den 1. februar - vil det være muligt at købe en- og to-dages-billetter til festivalen. Forinden vil spilleplanen blive afsløret - dog med forbehold for ændringer. 


Tinderbox ramt af endnu en aflysning: Forbrugerrådet Tænk retter skarp kritik

ANNONCE