Efter to ærgerlige aflysninger kommer den engelske singer/songwriter endelig tilbage til landet
Han har optrådt som Passenger i tyve år - først som et bandnavn, siden som et alias for solisten Mark Rosenberg. Det store gennembrud indtraf med 2012-udspillet All the Little Lights - inklusive hittet "Let Her Go" - som også sikrede Rosenberg en fanskare herhjemme.
Sidste år udkom gennembrudsalbummet i en udvidet jubilæumsudgave - og nu kommer Passenger så til Danmark som led i en jubilæumsturné for albummet, selvom det efterhånden er et par år siden, det fyldte ti.
Passenger skulle have optrådt på både Vega og Jelling Musikfestival i 2020 - koncerter, som begge blev aflyst på grund af COVID19. Når Rosenberg giver koncert i DR Koncerthuset den 25. juni bliver det således hans første danske show i siden besøget på Vega i sommeren '18.
I mellemtiden har han nået at udgive albummet Songs For The Drunk and Broken Hearted, som udkom i 2021. "Det er godt nok som et lille mellemspil, men ingen tvivl om, at den turnéivrige Passenger trænger til at blive luftet," skrev GAFFAs anmelder dengang.
Billetter til sommerens koncert i København sættes til salg på fredag den 2. februar klokken 10.00 via DR Koncerthusets hjemmeside og koster mellem 450 og 550 kroner. plus gebyr.
Holdbare sange på håbløse vilkår