Taylor Swift udtaler sig efter mandagens angreb i Southport, hvor tre børn omkom, og flere andre blev alvorligt såret. Angrebet fandt sted under et dansearrangement for børn med Taylor Swift-tema, rapporterer BBC.
"Skrækken over gårsdagens angreb skyller over mig hele tiden, jeg er helt i chok”. Sådan skriver Taylor Swift i en Instagram-story efter angrebet i Southport under et dansearrangement for børn med Taylor Swift-tema.
"Tabet af uskyldige liv og det frygtelige traume for alle, der var der, familierne og udrykningspersonalet, som var først på stedet. De små børn, der var til en dansetime. Jeg ved knap, hvordan jeg skal kunne sætte ord på mine sympatier og sorg til familierne," fortsætter hun.
En 17-årig dreng er blevet anholdt og er mistænkt for angrebet. Politiet meddeler, at de ikke leder efter flere gerningsmænd. Den anholdte var bevæbnet med en kniv.
Motivet til angrebet er endnu uklart, og politiet har ingen mistanke om terrorisme.
Ved middagstid mandag blev politiet alarmeret til dansestudiet. Et vidne beskrev hændelsen for Sky News som "scener fra en gyserfilm."
Taylor Swift-fans har startet en indsamling for at støtte ofrene og deres familier, rapporterer Sky News.
Cristina Jones fra Wiltshire, Storbritannien, der startede indsamlingen, udtaler følgende til Sky News:
"Det, der fik os til at gøre det, var, at vi tænker på, at disse familier går igennem et helt ufatteligt helvede lige nu," siger hun og tilføjer, at selvom de ikke kan lindre familiens smerte, håber de at kunne lette den økonomiske byrde noget.