Den kommende liveudgivelse er optaget blot en uge efter bandets seksstjernede koncert på Roskilde Festival sidste år
Seks stjerner. Sådan lød dommen fra vores erfarne anmelder Henrik Tuxen, da Blur indtog Orange Scene ved sidste års Roskilde Festival.
"Damon Albarn og Blur gav lyd og krop til alt, hvad Orange Scene kan, når den er bedst. Spilleglæde, publikumskontakt, fællessang på tværs af generationer og et varieret og formidabelt musikalsk niveau," skrev Tuxen blandt andet ved dén lejlighed.
Nu har Damon Albarn og kompagni så varslet den forestående udgivelse af et nyt livealbum og tilhørende koncertfilm - optaget på Londons Wembley Stadium blot en uges tid efter besøget på Roskilde i juli '23.
Live at Wembley Stadium udkommer både fysisk og digitalt den 26. juli, og nogle uger senere - den 6. september - får en koncertfilm med samme titel premiere i en række britiske biografer. Information om visninger udenfor England skulle angiveligt være på vej, skriver Pitchfork.