Nyhed

Fabräk leverer brandvarm punk i julemånederne – se turnédatoer her

For et par uge tilbage udgav Fabräk ”Sort sommer” med heavy-bandet Cabal. Nu melder de klar til en sort jul med otte koncertdatoer.

Den første gave under årets juletræ er landet – den eksplosive duo, Fabräk, har annonceret juleturné og giver otte koncerter landet over. I april udgav duoen albummet Plastikverden, der modtog fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, Adam Bouttai, og som Bouttai introducerede med ordene: ”Efter det halve mesterværk Rige børn leger bedst og den fremragende ep 7" er anti-punk-duoen tilbage hos vinylpushere med deres svære toer. Og den er fucking banger”.

Da GAFFA sidst oplevede Fabräk live, var det på Kanten i Esbjerg, og her kunne Anton Gadegaard Dyrby og Sixten Pozsonyi Rasmussen igen hive fem GAFFA-stjerner hjem for en koncert, ”hvor Kanten næsten blev jævnet med jorden”.

Når Fabräk drager på juleturné bliver det i Asaa, Skanderborg, Gladsaxe, Randers, Sønderborg, Assens, Grenå og Roskilde. I en pressemeddelelse hedder det, at Fabräk med deres turné er klar til at levere en kur til ”alt for tidlige juledekorationer og vinterdepression” med en ”solid omgang brandvarm punkenergi, der kan sætte ild til de kedelige julemåneder” – at dømme ud fra flere af GAFFAs liveanmeldelser af duoen, lyder dette som et løfte, de snildt kan indfri.


Billetsalget starter den 26. juni kl. 12:00 via allthingslive.dk. Se hele turnéplanen nedenfor.

ANNONCE