Den engelske dj og producer kendt fra gruppen The xx har varslet sit første soloalbum siden 2015
Tilbage i 2011 udgav Jamie xx - kendt fra The XX - et album sammen med legendariske Gil Scot-Heron. Fire år senere fulgte solodebuten In Colour, samt koncerter på både Roskilde og Vega i 2015 og på Northside året efter. Siden er det kun blevet til et enkelt album med The xx, nemlig I See You fra 2017.
Nu er der imidlertid godt nyt til fans af den britiske beatmager. Han har nemlig varslet den forestående udgivelse af sit andet soloalbum, som har fået titlen In Waves, udkommer 20. september og byder på gæsteoptrædener fra blandt andre Robyn og Kelsey Lu, Panda Bear samt The xx-kollegerne Romy og Oliver Sim.
Sammen med annonceringen har Jamie xx sluppet førstesinglen "Treat Each Other Right" og medfølgende musikvideo, som kan ses og høres under artiklen her.